82-årige Grethe Møller drejer låget på den hvide termokande og skænker dagens tredje kop kaffe. I dag er det hende, der har den tidlige barvagt på værtshuset Hjørnekroen, der ligger tæt ved færgelejet i Nordby på Fanø.

Klokken har netop passeret 11 denne torsdag formiddag, og blot en enkelt stamgæst har slået sig ned med en pilsner ved bardisken. Hun sludrer hyggeligt med Grethe Møller om den vinterfrakke, hun netop har købt. 

Ved siden af slænger katten Hero sig på en af barstolene.

- Hun bor her på Hjørnekroen, og hun opfører sig også som om, at det er hendes, fortæller Grethe Møller om katten, der vistnok er 16-17 år og elsket af både stamgæster og de turister, mest tyske og danske, der lægger vejen ind forbi de bordeauxfarvede lokaler, når de er på øen.

Fra loftet under den dunkle barbelysning hænger et væld af flettede julestjerner, og bag baren er Grethes 83-årige mand Oluf Møller stødt til. Han har været i gang med at tælle lagerbeholdningen ude bagved. 

På den her årstid sælger vi mest flaskeøl, siger han. 

Alligevel er der intet mindre end 92 forskellige slags spiritus på hylderne bag baren.

- Det er vores image, at vi har alle slags, siger Oluf Møller. 

- Alle de søde drikke er til de unge mennesker. De gamle har lært, at man kan blive utilfreds, hvis det er for sødt, og man blander det med andet, siger han.

Ægteparret har drevet værtshuset på Fanø i 42 år. Og ifølge dem er klientellet lige så kulørt, som spiritusflaskerne i baren. Her er plads til alle, siger de.  

-  Det er jo et sted, hvor man kommer hinanden ved. Vi interesserer os for mennesker. Gæsterne synes, her er hyggeligt, og nogle af stamgæsterne siger, at hvis vi lukker, så dør de, fortæller Grethe Møller.  

Vigtig samfundsfunktion

Brune værtshuse som Hjørnekroen på Fanø repræsenterer et stykke dansk kulturhistorie, som er ved at forsvinde. Derfor har lokale værtshusentusiaster i en ny bog med titlen "Kongerigets Stamsteder" været rundt i hver en afkrog af kongeriget for at dokumentere stemningen på 120 af landets beværtninger - før det er for sent.

- Særligt de seneste år har der været meget modgang, hvor de brune bodegaer er blevet færre og færre. Derfor er det på tide, at deres historier og vigtige funktion i samfundet bliver fortalt. For værtshuset spiller en afgørende rolle i vores fællesskab og er en central del af vores kulturarv, som er ved at forsvinde, siger Peter Buch, som er en af bogens idémænd.

Det er fotojournalist Iben Gad, der, sammen med journalist Signe Bøtzau Paulsen, har besøgt de 15 syd- og sønderjyske værtshuse, der er med i bogen. 

De to kommer selv fra Sønderjylland, og med et analogt kamera og 36 skud til rådighed hvert sted, forsøgte Iben Gad at fange det helt særlige miljø, som er på de lokale værtshuse. 

-  Der var den her barhylde alle steder, og klokken, som man kan ringe på og give en omgang. Og en intim stemning med brune eller mørkerøde vægge, beretter Iben Gad om det, hun dokumenterede med sit kamera. 

- Mange af dem, der sad der, var ældre mennesker. Mænd som normalt er dårlige til at snakke om, hvordan de har det. Men her kunne de godt snakke om det. Værtshusene kan rumme nogle mennesker, som ikke bliver rummet andre steder, siger Iben Gad.

Tæt på at lukke

På Hjørnekroen på Fanø viser væguret under det søkortstapetserede loft 12.15, og for Arne Pedersen er det blevet tid til dagens første hof.

- Du er egentlig pæn i sådan en lyserød skjorte, siger Grethe Møller og stiller en flaskeøl og et glas foran ham. 

Arne Pedersen er kommet på værtshuset lige siden Oluf og Grethe Møller overtog stedet i november 1980. 

- Det er jo et knudepunkt på den måde, at folk kommer herned, når de skal til og fra øen. Så skal man da lige ind og have en øl og hilse på vennerne, siger Arne Pedersen. 

Stedet betyder meget for mange, men i år 2000 var det tæt på at være slut, da øens største arbejdsplads, Navigationsskolen Maritimt Uddannelsescenter Vest (MUV), lukkede på baggrund af en politisk beslutning på Christiansborg. Den affære kostede Hjørnekroen dyrt, for mange af skolens 400 elever og 125 ansatte var faste gæster på værtshuset.

- Der var omkring 150 elever på skolen, som jo mere eller mindre havde deres daglige gang på Hjørnekroen. Sådan noget koster jo en frygtelig masse i omsætning, og vi havde også stor glæde af, at de unge mennesker arbejdede her om aftenen, fortæller Oluf Møller, inden han tager sin vinterfrakke på. 

Han skal hjem og have sin frokost og et hvil, inden det er ham, der tager over på bartjansen klokken 14.  

Hjørnekroen er her endnu. Og selvom bentøjet af og til værker, og der ikke længere er energi til aftenvagter, så har Oluf og Grethe Møller endnu ingen konkrete planer om at lade sig pensionere. 

- Men det handler ikke om 10 år, siger Oluf Møller. 

- Nej, så er vi døde, lyder det grinende fra hans hustru.