Nu kommer valgplakaterne op i lygtepælene
Nedtællingen til europaparlamentsvalget den 9. juni har været i gang længe for partierne, men lørdag bliver valgkampen mere synlig for danskerne.
Klokken 12.00 må partierne hænge deres valgplakater op i gadebilledet.
Den 9. juni skal danskerne vælge de personer, der skal indtage de 14 pladser, som Danmark har ud af i alt 705 i Europaparlamentet.
Hvor må plakaterne hænge?
Valgplakater må hænges op på master til vejbelysningen og til brug for elforsyningen på både offentlige veje og private fællesveje. Derudover må valgplakater på offentlige veje også hænges på vejtræer, hegn samt på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
Plakaterne må dog ikke dække for færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende.
De må eksempelvis ikke hænge på eller over motorveje, motortrafikveje og disse vejes rampeanlæg, ligesom de heller ikke må hænges op på højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lignende.