Kør med bussen til stemmeboksen for en 5'er
Lommesmerter skal ikke holde nogen fra at stemme. Det mener trafikselskabet Sydtrafik.
Derfor tilbyder trafikselskabet traditionen tro, at du kan købe en billig helligdagsbillet til at køre med bussen på valgdagen den 9. juni i din kommune, så du kan komme ned og stemme. Det skriver Sydtrafik i en pressemeddelelse.
Billetten koster fem kroner og giver adgang til at køre med bussen i hele kommunen. Du skal som noget nyt købe billetten i appen RejseBillet, da Sydtrafiks egen app lukker den 31. maj. Hver kommune har sin egen billet, som skal findes under ’specialebilletter’.
Når valgbilletten er købt, gælder den fra klokken 8.00 og frem til klokken 21.00. Bemærk, at kampagnebilletten ikke er gyldig hos DSB, Arriva, X-bus og Flextur.