Måske er dit blod med til at bestemme, om du bliver tyk eller tynd

Kan et protein i dit blod afgøre, om du har let ved at tage på og svært ved at tabe dig? Det skal et nyt forskningprojekt på Sydvestjysk Sygehus undersøge. Foto: Hans Lausten
Udgivet / Opdateret
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nyt forskningsprojekt på Sydvestjysk Sygehus skal nu finde ud af, om et bestemt protein i blodet kan være årsagen til fedme og kuren mod den.

Hvorfor har nogle mennesker nemmere ved at tage på og sværere ved at tabe sig? Det vil forskere forsøge at finde ud af i et nyt forskningsprojekt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Svaret ligger måske i blodet, som flyder rundt i vores årer, mener forskningsleder Else Marie Bladbjerg.

- Rigtig mange har jo prøvet at tabe sig ved hjælp af sund kost og motion. Og det virker bare ikke for mange, så vi vil gerne prøve at gå nye veje, siger forskningslederen fra biokemisk afsnit til TV SYD.

Else Marie Bladbjerg vil sammen med afdelingen finde ud af, om et bestemt protein i blodet, kaldet fibrinogen, kan være nøglen til fedme.

- I blodet har vi mange forskellige typer af fibrinogen, og mængden varierer fra person til person. Det kan måske være med til at forklare, hvorfor det ikke er alle, der tager på, når de spiser ”for meget”, siger Else Marie Bladbjerg.

Forskningsleder Else Marie Bladbjerg vil undersøge, om et bestemt protein i blodet kan være nøglen til, at nogle nemt tager på i vægt, mens andre går fri. Foto: Hans Lausten

Ifølge forskningslederen kan typerne af proteiner i blodet også være årsagen til, hvorfor nogle svært overvægtige personer ikke får følgesygdomme, som for eksempel sukkersyge eller skrumpelever.

I dag er 56 procent af befolkningen i Region Syddanmark overvægtige, mens 18,7 procent er svært overvægtige. Dermed ligger regionen over gennemsnittet for resten af landet. Ifølge forskningslederen betyder det, at flere risikerer at udvikle kroniske sygdomme af de ekstra kilo på sidebenene.

- Flere får fedtlever som følge af overvægt. Det er i dag er den største årsag til kronisk leversygdom. Derfor er der et meget stort behov for at forstå, hvorfor fedme og fedtlever opstår, siger Else Marie Bladbjerg.

Et Sundere Syddanmark

Nu har du mulighed for at være med til at bestemme, hvad skal der forskes i i Region Syddanmark. Fem forskningsprojekter - ét fra hvert af regionens fem sygehuse - er med i projektet "Et Sundere Syddanmark", og det er op til borgerne via SMS-stemmer at bestemme, hvilke af projekterne der skal have del i en forskningspulje på to millioner kroner fra Region Syddanmark.

Fælles for projekterne er, at de tilrettelagt sådan, at borgerne bliver inddraget i forskningen.

Puljen fordeles med 1 million kroner til det projekt, der får flest SMS-stemmer, 600.000 kroner til andenpladsen og 400.000 kroner til tredjepladsen.

Et Sundere Syddanmark er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, TV 2/Fyn og TV SYD.

De fem deltagende sygehuse er Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Sønderjylland og Psykiatrien i Region Syddanmark.

Vinderen kåres ved et finaleshow i Cortex Park i Odense som bliver sendt direkte på TV 2/Fyn og TV SYD Tirsdag den  3. november.

Forsøg med mus har givet gevinst

Idéen til forsøget i Esbjerg kommer blandt andet fra USA, hvor forskere har lavet et lignende forsøg med mus.

Her gav forskere forsøgsmus en fedtrig kost i 20 uger. Imens nogle mus tog på i vægt og udviklede fedtlever, så kunne andre mus holde vægten nede.

- Forsøget viste, at mus med en særlig type fibrinogen, der ikke kan binde til de hvide blodceller, ikke tog ikke på i vægt, og de fik ikke fedtlever, og der var næsten ingen fibrinogen i deres fedtvæv og levervæv. Det tyder på, at blodets størkningssystem spiller en vigtig rolle, fortæller Else Marie Bladbjerg.

Der er dog ingen planer om at genskabe forsøget på mus på sygehuset i Esbjerg.

60 fedmeoperationer skal give svar

Svaret på, om proteinerne i vores blod er årsag til den endeløse række af fejlslagne slankekure, skal findes i blodårerne hos 60 svært overvægtige patienter fra Region Syddanmark.

Alle 60 er i forvejen blevet henvist til en fedmeoperation, hvor de får indsnævret deres mavesæk, så patienterne får nedsat mængden af mad, de kan spise.

Før og efter operationen tager forskerne blodprøver, leverprøver og fedtvævsprøver fra patienterne, og sammenligner dem med 60 andre svært overvægtige borgere, som ikke har ønsket en fedmeoperation.

Hvis proteinerne i blodet er årsag til, at kager og sovs nemmere sætter sig på sidebenene hos nogle mennesker, så kan det betyde nye redskaber til at undgå fedme og følgesygdomme i fremtiden.

- Vi håber, man vil kunne udvikle noget medicin på baggrund af den mekanisme, vi finder frem til, så overvægtige kan slippe af med deres overvægt, og de kan undgå at få følgesygdomme. Både  diabetes og hjertekarsygdomme, siger Else Marie Bladbjerg.

Tema

Et sundere Syddanmark 2020

Efter åbent brev fra medarbejdere - nu er det besluttet, hvad der skal ske i sag om dårlig arbejdsmiljø

Foto: Anders Kaas Larsen, TV SYD
Udgivet

Medlemmerne af Fanø Kommunes økonomi- og planudvalg mødtes onsdag for at drøfte et åbent brev fra medarbejderne på rådhuset.

Medlemmerne af økonomi- og planudvalget på Fanø Kommune var onsdag aften samlet ekstraordinært.

Det sker efter, at flere medarbejdere på rådhuset på Fanø i begyndelsen af måneden sendte et åbent brev stilet byrådet, hvor man udtrykte utilfredshed over arbejdsmiljøet på rådhuset, som man følte blev negativt påvirket på grund

- Vi har desværre, senest i forbindelse med budgetforliget 2025, oplevet, hvad det vil sige at være ansatte i en organisation med en politisk ledelse, som ikke respekterer, hvordan rollefordelingen i en kommune bør være, lød det i det åbne brev.

På dagens møde blev medlemmerne af økonomi- og planudvalget enige om at gå i dialog med medarbejdernes repræsentanter. Det fortæller borgmester Frank Jensen (RV) efter mødet.

- Vi er enige om at følge op på deres henvendelse, og der tages dialog med hovedmed (kommunens hovedmedarbejderudvalg red.) om nødvendige præciseringer i personalepolitikken, fortæller han og understreger, at man tager henvendelsen fra medarbejderne meget alvorligt.

Hurtigst muligt

Sagen kom for alvor frem i lyset 1. oktober, da en medarbejder kunne læse i medierne, at hans stilling blev nedlagt. Det skete i forbindelse med, at et flertal i byrådet var blevet enige om budgettet for 2025-2028.

Han fortalte efterfølgende, hvordan han de følgende dage følte ubehag over, hvordan forligspartierne forklarede nedlæggelsen.

- Jeg finder det urimeligt og problematisk, at jeg flere dage i træk kan læse evalueringer af mit arbejde i al offentlighed, sagde han dengang.

Det vides endnu ikke, hvornår man skal mødes med hovedmedarbejderudvalget, men ifølge borgmester Frank Jensen bliver det "hurtigst muligt".

Kommer Royal Run forbi det danske mindretal? Her er kongens svar

Foto: Frank Blauenfeldt, TV SYD
Udgivet

TV SYDs journalist Mark Bundgaard spurgte under kongeparrets besøg syd for grænsen tirsdag ind til eventuelle Royal Run-planer i Sydslesvig.

Det har været holdt på både Færøerne og på Grønland, så hvorfor ikke også i Tyskland?

Da kong Frederik og dronning Margrethe tirsdag var på besøg hos det tyske mindretal i Sydslesvig, brugte TV SYD-journalist Mark Bundgaard anledning til at spørge kongen, om han havde planer om, at holde Royal Run syd for grænsen.

- Deres Majestæt, får vi et Royal Run til det danske mindretal?, lød spørgsmålet.

Det fik kongeparret til at bryde ud i latter, inden kong Frederik svarede på spørgsmålet.

- Du er ikke den første, der spørger om det. Der blev også snakket om det deroppe, men næste år må man så køre til Ribe, lød svaret.

Se det sjove øjeblik i videoen herunder.

Royal Run har aldrig været afholdt syd for den dansk-tyske grænse. Det tætteste, den har været på grænsen, var i 2023, da løbet blandt andet blev holdt i Aabenraa cirka 25 kilometer fra grænsen.

Royal Run-værtsbyer i Syd- og Sønderjylland gennem årene

2018: Esbjerg

2021: Sønderborg

2022: Kolding

2023: Aabenraa

2024: Fredericia

2025: Ribe og Horsens

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.