Linda Hvass besøger sin mands gravsted i Middelfart. Hun sætter de lilla tulipaner i den lille vase bag den sorte granitsten.

Klaus Skovbo Hvass døde den 13. februar sidste år. 60 år gammel.

Den lille urneplads står med udsigt til Lillebælt og den gamle Lillebæltsbro. Linda Hvass kommer tit forbi.

- Jeg havde fra starten en følelse af, at det ville gå stærkt, fortæller hun.

Klaus Hvass døde fire en halv måned efter, lægerne fortalte parret, at han havde lungekræft.

- Da lægerne sagde, at der kunne gå mellem to måneder og to år med livsforlængende behandling, der så Klaus de to år. Det var dejligt, at han havde det håb. Det var desværre ikke sådan, det skulle gå, fortæller Linda Hvass.

Hun og Klaus havde kendt hinanden i ti år og nåede at være gift i syv, inden Klaus blev syg. Først fik han en lungebetændelse på en sommerferie. Penicillinen hjalp ikke.

Det var først efter et røntgenbillede og en leverbiopsi, diagnosen blev stillet. Lungekræften havde allerede spredt sig til knoglerne, leveren og binyrerne.

Små oversete symptomer

Her et år efter Klaus Hvass' død kan Linda godt huske, at der var små symptomer, som de ikke regnede som alvorlige.

- Vi fik ikke kædet symptomerne sammen. Han havde ondt i hoften og skulderen. Det var han vant til, fordi han havde en skæv ryg. Og så svedte han om natten, fortæller Linda Hvass.

- Han sagde også, at han jo snart var 60 år, så vi rendte jo ikke til lægen, hver gang der var et eller andet.

Netop de oversete små symptomer kan gøre en forskel, når det kommer til at opdage lungekræft tidligere, mener læge Margrethe Høstgaard Bang Henriksen på Onkologisk afdeling på Vejle Sygehus.

- Det er nogle frygtelig lumske symptomer. Jeg sidder med patienter hver dag, der spørger, hvorfor deres egen læge ikke opdagede kræften, siger Margrethe Henriksen.

Ifølge hende er det, fordi symptomerne ofte kan være udramatiske.

- Patienterne kan have hostet i et stykke tid. Det er der virkelig mange, der gør. De kan være trætte eller have haft feber. Uspecifikke ting som den praktiserende læge kan have svært ved at kæde sammen, siger Margrethe Henriksen.

En algoritme skal kæde de små symptomerne sammen

Margrethe Henriksen vil med sit forskningsprojekt hjælpe de praktiserende læger med at opdage kræftformen hurtigere.

Projektet går ud på at samle historik,  blodprøvesvar, røntgenbilleder og anden information om lungekræftpatienter i Region Syddanmark.

En algoritme skal så bearbejde den information og kæde ellers udramatiske symptomer sammen, så lægen får en advarsel fra computerprogrammet, hvis de får en patient, som udviser en række symptomer, som i andre tilfælde har vist sig hos lungekræftpatienter.

- Det putter vi ind i et slags bibliotek med alt det data. Og så bruger vi nogle moderne computerredskaber til at finde nogle fælles karaktertræk. Altså nogle mønstre for patienterne med lungekræft.

Det skal i sidste ende betyde forskellen mellem liv og død.

- Hvis du finder kræften, når den har spredt sig til den anden lunge eller andre steder i kroppen, så kan man ikke blive opereret længere. Så er det kemoterapi eller nogle af de nyere stoffer, man bruger for at holde det i ro, men du kan ikke blive rask, fortæller Margrethe Henriksen.

Linda Hvass håber, at netop forskningsprojekter, som det på Vejle Sygehus, ville kunne redde andre fra at havne i familiens situation.

- Tænk, hvis andre  mennesker ikke skulle igennem det forløb, vi var igennem, og skulle sidde som jeg gør og have mistet min mand og bedste ven, og vores børn har mistet deres far.