Et Sundere Syddanmark: Vinderprojekt fik over dobbelt så mange stemmer som de andre
Knap 18.000 borgere har stemt ved "Et Sundere Syddanmark", hvor projektet om svangerskabsforgiftning løb med knap fire ud af 10 sms-stemmer.
Borgerne var ikke i tvivl om hvilket forskningsprojekt, som skulle modtage førstepræmien på én million kroner fra Region Syddanmark.
Forskningsprojektet ved Sydvestjysk Sygehus er ledet af overlæge Anne Cathrine M. Gotfredsen, der fik hele fire ud af hver 10 stemmer i konkurrencen "Et Sundere Syddanmark".
Helt nøjagtigt har 40,81 procent af syd- og sønderjyder samt fynboer stemt på hendes projekt, som vil finde årsagen til svangerskabsforgiftning, sådan at gravide og deres børn kan hjælpes hurtigere og bedre.
Helt anderledes tæt var konkurrencen mellem nummer to og tre. Gigt-projektet på Odense Universitetshospital (OUH) på andenpladsen fik 17,41 procent af stemmerne, mens projektet om at undgå akutte sygehus-indlæggelser af ældre fra plejehjem var lige i hælene med 16,75 procent af stemmerne. Altså en forskel på mindre en én procent.
Succes for "citizen science"
Og selvom det kun er en brøkdel af Region Syddanmarks samlede 1,2 millioner indbyggere, der dermed har påvirket processen, er det en succes for begrebet "citizen science". Det dækker over involvering af borgerne i forskningsprojekter.
Det mener Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.
- Det er rigtigt mange mennesker, for det kræver noget at sætte sig ind i. Forskningsprojekter er kompliceret stof, så man skal både tænke sig om, aktivt vælge at tage stilling og afgive en stemme, sagde han under ceremonien på Syddansk Universitet.