Utallige timers arbejde og gode gener bag DM-sejr i kæmpegræskar
Jens Peder Skønager fra Øster Vedsted ved Ribe sikrer sig DM-sejr i kæmpegræskar med et græskar på over 780 kilo.
Det skriver Tivoli, der afholder mesterskabet, i en pressemeddelelse. Det er fjerde gang græskardyrkeren fra Øster Vedsted ved Ribe løber med sejren.
Jens Peder Skønager er meget glad over endnu en sejr. Og mange spørger til, hvad hemmeligheden bag er, siger han.
- Men om der er en decideret hemmelighed bag, ved jeg ikke, siger han og tilføjer, at omhyggelighed nok er en stor del af succesen.
I alt ti græskardyrkere fra hele landet deltog i konkurrencen, hvor Tage Svendsen fra Vejen kom ind på en femte plads med et græskar på 297,2 kilo.
Nu drømmer Jens Peder allerede om næste års kæmpegræskar.
- Nu går jeg efter at forbedre min nordiske rekord på 970,4 kilo fra 2020, og nu drømmer jeg om at slå den nye verdensrekord på 1.246,93 kilo, som netop er blevet sat i USA, siger han lige efter, konkurrencen er slut lørdag middag.
Allerede til vinter begynder han at søge efter det rigtige græskarfrø, der skal bruges i næste sæson. Og så starter han for alvor i april.
- Det er en skidegod hobby. Men bliver belønnet hver gang, man kommer ud. Den gror helt vildt, siger han.
Når kæmpegræskarrene har været udstillet i Tivoli, bliver de skåret op, så får ejermænd- og kvinder frøene fra dem, og resterne går til zoologisk have, hvor elefanterne får dem at spise.
Det er 16. gang, Tivoli afholder danmarksmesterskabet i kæmpegræskar.
Læs mere om Jens Peder Skønagers dyrkningsmetoder herunder.