Thomas bevogter helt særligt udstyr: - Det er en drengedrøm
Esbjerg Havn rummer lige nu amerikansk militærudstyr, som bliver bevogtet af hjemmeværnet. Heriblandt Thomas Christian Von Seth, der får opfyldt lidt af en drøm.
Det amerikanske militær ankom til Esbjerg havn i mandags - med sig havde det masser af stort og dyrt udstyr, der kræver særlig beskyttelse.
Hjemmeværnet blev i den forbindelse sat på en opgave lidt ud over det sædvanlige onsdag, og for Thomas Christian Von Seth, der er korporal ved Hjemmeværnskompagni Cimbrer, var det en dag, han vil huske.
- Det ligner jo næsten en flyvende bus, udbryder Thomas Christian Von Seth og tilføjer:
- Det har lidt været en drengedrøm at få lov til at se sådan en.
Som Formel 1
Mens Thomas Christian Von Seth går rundt på havnen i Esbjerg og betragter de store maskiner, er det svært ikke at blive fascineret.
- Når man ser dem sætte de rotorer på, det er noget af et arbejde. Det er ikke bare ligesom at skifte en forlygte på bilen derhjemme, smiler korporalen.
Over 40 helikoptere er kommet i land på Esbjerg Havn, sammen med 1.700 stykker militært udstyr. Her skal det samles, inden amerikanerne kan flyve det videre.
- Det er jo faktisk næsten som at se et Formel 1 team i et pitstop. Der er én mand til hver opgave, og de ved lige hvad de skal lave, fortæller Thomas Christian Von Seth.
Frivillig begejstring
De hjemmeværnssoldater, der står for bevogtningen både på havnen og i lufthavnen, som Thomas Christian Von Seth, har meldt sig frivilligt, men det kræver en særlig uddannelse at have lov til at bevogte militært område med skarpladte gevær.
Og Thomas Christian Von Seth er glad for at få så særlig en oplevelse.
- De fleste af os har nok set krigsfilm som små, sammenligner Thomas Christian Von Seth oplevelsen med.
Den professionelle indsats fra det danske hjemmeværn er værdsat hos det amerikanske militær.
- Samarbejdet med vores danske partnere, hjemmeværnet og havnen her i Esbjerg har været fantastisk, siger James Cobb, der er Chefsergent ved Combat Aviation Brigade, US Army.
Det gode samarbejde glæder også distriktschefen for Hjemmeværnsdristrikt Syd- og Sønderjylland, Tobias Tesch.
- Det kan vi kun være stolte af. Det her er et samarbejde, som vi føler er helt i top, siger han.
På havnen deler Thomas Christian Von Seth stoltheden.
- Jeg er jo stolt over at få lov til at støtte den her opgave. Det er en meget omfattende opgave, som der er lagt meget arbejde i, siger han.