Søsyg ripenser drømmer om en maritim fremtid, hvor efterspørgslen er stor
Skoleskibet Georg Stage ligger i disse dage til kaj ved Esbjerg Havn. Siden 1882 har det tilbudt unge uddannelser til søs, hvilket gør skibsuddannelsen til verdens ældste.
Et 54 meter langt og 30 meter højt skib med 63 unge matroser mellem 18 og 22 år kan fra onsdag spottes på Esbjerg Havn.
Skoleskibet Georg Stage ligger til kaj ved Vestkysten, inden turen går videre til Spanien og Portugal.
De 63 unge er i gang med en uddannelse som skibsassistent. En af dem er Leander Cleyton fra Ribe. Han har klaret de to første uger ud af 20 på skibet. Han bruger kurset til at forberede sig til en tid på arbejdsmarkedet, da han tidligere har haft svært med at høre efter.
- Hvis jeg fortsætter på den måde, så holder det ikke på arbejdsmarkedet. Så jeg er kommet af lysten til at lære, at kunne makke ret, og gøre hvad der bliver fortalt, siger han.
Han kan godt se sig få en karriere inden for det maritime område, selvom livet til søs lige nu giver ham ondt i maven.
- Når der er store bølger bliver jeg rigtig søsyg. Der kan det være svært at tonse igennem og hive i tovene, man skal hale i, fortæller han og håber på at finde sine 'søben' inden længe, så resten af turen ikke giver ham kvalme.
Stor efterspørgsel fra branchen
Hvis Leander Cleyton kan få styr på sin søsyge, så skal han ikke vente længe på et job.
Virksomheder står nemlig klar til at hive fat i unge som Leander, der drømmer om en fremtid i den maritime branche.
- Der er mega stor efterspørgsel. Vi har ligesom mange andre brug for arbejdskraft og unge mennesker, der kan komme ombord på et skib, fortæller Tina Halkjær Nielsen, der er ansvarlig for rekruttering hos virksomheden Esvagt, der leverer sikkerhed og support til søs.
De 63 unge skal besøge Esvagt gennem deres dage i Esbjerg. Skoleskibet Georg Stage modtager hvert år tre gange så mange ansøgere, som de har plads til. De sidste fire år har skibet fået bevillinger til at sejle to togter med 63 unge på hver om året.
Den bevilling udløber ved udgangen af i år. Georg Stage og virksomheder som Esvagt forsøger nu at få togterne på finansloven, så der også fremover kan sejles to togter om året i stedet for et enkelt.
- Det er meget vigtigt for os, der kommer flere. Vi kan ikke sejle, hvis vi ikke får bemandet vores skibe. Kan vi ikke det, er vi nødt til at finde udenlandske medarbejdere. Det er nogle super gode mennesker, men vi er jo et dansk rederi, så det er også lidt vores hjerteblod, at vi fortsat gerne vil have danskere, fortæller Tina Halkjær Nielsen.
Spændende verden
Når Leander Cleyton modtager uddannelsesbeviset fra Georg Stage om 18 uger, skal han efterfølgende en tur i livgarden.
På trods af sin søssyge, er han dog ikke skræmt for en fremtid i den maritime branche. Han føler nemlig, det er en verden, der giver en flere kompetencer.
- Det kan være jeg skal ud på endnu større skibe. Forhåbentlig er min søsyge faldet til ro til den tid, siger han og fortsætter.
- Den maritime verden er spændende at dyrke. Man får både meteorologiske og håndværksmæssige erfaringer, der giver en hård hud på hænderne, siger han.
Skoleskibet Georg Stage sejler fra Esbjerg på lørdag.