Scleroseramte Anne Marie fik vendt op og ned på sin hverdag - nu kæmper hun for at udbrede kendskabet til sygdommen
Anne Marie Lindquists fik vendt op og ned på sit liv, da hun blev ramt af sclerose. Nu kæmper hun for at udbrede kendskabet til sygdommen, der rammer flere og flere danskere.
- Jeg er førtidspensionist, men på grund af min sygdom, så kan jeg ikke helt huske hvornår. Men det er i omegnen af 10-12 år siden.
Sådan lyder det fra 58-årige Anne Marie Lindquist. For 20 år siden fik hun de første symptomer på den sygdom, der har vendt op og ned på hendes liv. Sclerose.
Denne lørdag er hun at finde på Torvet i Esbjerg til Foreningernes Dag, hvor hun sammen med andre ildsjæle fra Scleroseforeningen i Esbjerg og Fanø vil udbrede kendskabet til sygdommen.
- Sclerose har mange ansigter, og der er ikke to forløb, der er ens. Man forbinder tit sclerose med folk, der sidder i kørestol, men det er langt fra alle, hvor man kan se, at de er syge, og det er noget af det, vi gerne vil fortælle, siger Anne Marie Lindquist.
Anne Marie Lindquist er netop en af dem, hvor man ikke kan se, at hun er syg. Hun har ingen fysiske mén af sin sclerose, men oplever til gengæld en udmarvende træthed, koncentrationsbesvær og hukommelsestab.
- Inden jeg blev førtidspensionist, arbejdede jeg i bankverdenen. Efter jeg stoppede med at arbejde, har jeg siddet med en lille smule regnskab, fordi jeg rigtig godt kan lide det, men det er meget svært, for når symptomerne er værst, så kan jeg ikke engang lægge to og to sammen, fortæller Anne Marie Lindquist.
Flere og flere får sclerose
Siden Anne Marie Lindquist for 20 år siden fik de første symptomer på sclerose, er antallet af danskere med sclerose tæt på fordoblet.
Omkring 9000 danskere havde i år 2000 diagnosen multipel sclerose. Et tal, der er steget til næsten 18.000 i 2022.
De seneste tal placerer Danmark på en fjerdeplads over lande i verden med den højeste forekomst af sclerose.
- Jeg synes det er skræmmende, at omkring to personer hver dag får sclerose i Danmark. Og der er jo ikke nogen, der kan sige hvorfor vi får sclerose - det gør vi bare. Derfor er det super vigtigt, at vi får flere midler til forskning, siger Anne Marie Lindquist.
Stigningen i antallet af mennesker med sclerose skyldes dels, at flere får sygdommen og dels, at man nu om dage lever betydeligt længere med diagnosen.
Danmarksturné besøger Esbjerg
I forsøget på at få så mange penge samlet ind til forskning som muligt, har Anne Marie Lindquist fået Scleroseforeningens nye Danmarksturné til at lægge vejen forbi Esbjerg denne lørdag.
En rød tourbus vil derfor være at finde på Torvet i Esbjerg sammen med Anne Marie Lindquist og resten af ildsjælene fra Scleroseforeningen i Esbjerg og Fanø fra klokken ni til femten.
Formålet med det er, at få så mange som muligt til at melde sig som indsamlere til Scleroseforeningens store indsamling, der løber af stablen 11. september.
- Jeg bad dem komme lige præcis i dag, fordi vi er mange foreninger fra hele området på Torvet, og derfor er der god mulighed for at lokke en masse mennesker til, siger Anne Marie Lindquist.
Med i Tourbussen vil der være en medarbejder, der sidder klar med computeren, så eventuelle frivillige kan blive meldt til på stedet, og de sammen kan planlægge ruten.