Rapport afslører omfattende stress, vold, trusler og mobning i kommunal afdeling

Udgivet

En ordentlig behandling af familier kræver et ordentlig arbejdsmiljø, lyder det fra direktøren.

Det skal være slut med stress, vold og trusler og krænkende handlinger og mobning på Familierådgivningen i Esbjerg Kommune.

Det slår kommunen fast efter en ekstern undersøgelse, hvor 91 procent af medarbejderne i Familierådgivningen har deltaget.

- Den interne krænkende adfærd skal stoppe med det samme. Det vil vi simpelthen ikke se, siger konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked, Pia Niemann Damtoft og fortsætter:

- Rapporten sætter en tyk streg under, at Familierådgivningen arbejder med familier, der er i krise og ikke altid kan få de ydelser, som de ønsker. Samarbejdet er skrøbeligt og sårbart. Derfor er det også ekstra vigtigt, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø, hvor vi har det godt med hinanden, så vi kan give familierne den bedste mulige behandling, siger Pia Niemann Damtoft.

40 procent af medarbejderne inden for det sidste år har oplevet vold eller trusler i deres arbejde.

En tredjedel af medarbejderne har følt sig stresset og følt sig stresset og været påvirket af det i løbet af den sidste uge og hele 60 procent den sidste måned.

22,5 procent af alle medarbejdere har oplevet krænkende handlinger og mobning, og to tredjedele fortæller, at det stammer fra enten en kollega eller en leder.

Også de sidste måneders store mediedækning af Familierådgivningen har pårvirket medarbejderne negativt, oplyser kommunen.

Rapporten viser dog, at medarbejderne finder stor mening i deres arbejde, og mange beskriver, hvordan gode kollegaer og oplevelser med et godt kollegialt fællesskab har stor betydning for både trivsel og løsning af opgaverne, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Den del skal vi have styrket, og jeg har stor tillid til, at alle medarbejderne i Familierådgivningen er klar til at se fremad, så vi kan gøre det sammen, siger Pia Niemann Damtoft.

Arthur og Elise er nu med i en sjælden klub, der har fået brev fra både konge og dronning

I Sønder Starup Kirke holdte præsten tale for parret til jernbrylluppet. Foto: Privatbillede
Udgivet

Kobber-, sølv- og guldbryllup har Arthur Ernst og Elise Ernst fejret for længst. Når deres ægteskab fylder 70 år, kan parret holde jernbryllup.

Statsministeren hed Hans Hedtoft, Vesttyskland optages i NATO, og stomiposen bliver opfundet. Året var 1954, og det var også året, hvor Arthur og Elise blev gift.

Hvis man aldrig har skændtes i et ægteskab, så har den ene domineret det hele. Og sådan har det ikke været for os.

Arthur Ernst

Parret mødte hinanden på en gård i Hoptrup, hvor de begge skulle tjene. I en alder på 22 og 23 år blev parret viet, og ægteskabet har varet ved lige siden.

Den 5. november har Arthur og Elise fra Haderslev været gift i 70 år.

- Efter så lang tid, er det taknemmeligheden der fylder. Vi har det godt sammen, siger Elise Ernst.

Begivenheden blev fejret i Sønder Starup Kirke i Haderslev og det tilhørende sognehus for 57 familiemedlemmer.

Sønder Starup Kirke ligger tæt på Haderslev Fjords sydbred. Foto: Privatbillede

- Vi har et rigtig godt ægteskab. Vi er virkelig glade for hinanden, og jeg nyder hendes selskab, forklarer Arthur Ernst.

Sammen har jernbryllupsparret fået fire børn, 11 børnebørn og 18 oldebørn. Der er endda to oldebørn mere på vej.

En kongelig besked

Udover gaver og lykønskninger fra familien har bryllupsparret fået et brev fra Hans Majestæt Kong Frederik X

- Det er da lidt specielt at få et brev fra kongehuset. Det er ikke alle og enhver, der får lov til det, fortæller Arthur Ernst.

Blandt festdeltagerne var parrets fire børn, 11 børnebørn og 18 oldebørn. Foto: Privatbillede

Det er ikke første gang, at breve fra kongehuset lander i postkassen hos ægteparret. Både ved diamant- og krondiamantbryllup har Dronning Margrethe sendt hadersleverne en besked.

Dog er det langtfra alle ægteskaber som når disse milepæle. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 12.862 ægtepar blev skilt i 2023. Omkring 48 procent af skilsmisserne var inden for 10 års ægteskab, men det har aldrig været en del af overvejelserne for Arthur og Elise.

- Selvfølgelig kan vi blive uenige en gang imellem, men vi har aldrig talt om skilsmisse, fortæller Arthur Ernst og fortsætter:

- Hvis man aldrig har skændtes i et ægteskab, så har den ene domineret det hele. Og sådan har det ikke været for os.

Hvad er jeres hemmelighed til et langt ægteskab?

- Det er vigtigt, at man skal finde den rigtige helt fra starten og holde fast ved personen. Men så skal man også leve længe, bemærker Elise Ernst.

På selve bryllupsdagen har parret inviteret naboerne og sidst, men ikke mindst vil borgmester i Haderslev, Mads Skau (V), komme forbi.

Bil kørt ind i hus - to personer fastklemt

To personer skulle være fastklemt i bilen, der omkring klokken 17 kørte ind i et hus i Bov. Foto: Presse-foto.dk
Udgivet

To personer er kørt ind i et hus i Bov. Ulykken skete omkring klokken 17.

Opdateres.

Bilen ramte huset kort før klokken 17, og to personer skulle være fastklemt i bilen.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge avisen er politi, ambulance og brandvæsen på stedet, men der er ikke oplysninger om, at personerne er kommet alvorligt til skade.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.