Præst anklages for seksuelt overgreb mod 15-årige Mette - ansat i vestjysk kirke
Præsten har ikke ønsket at udtale sig, men skal inden længe holde gudstjeneste.
Denne artikel indeholder beskrivelser af selvskade og selvmordsforsøg. Søg hjælp, hvis du er i krise.
Hun var 15 år, og han var i 50'erne.
På trods af aldersforskellen var det som om, at han forstod hende. Han fik hende til at glemme, at hun blev mobbet i skolen, og at hun ikke følte sig elsket af sine forældre.
Forholdet udviklede sig over to år, og det, der begyndte som samtaler mellem en præst og et sognebarn i krise endte med det, hun i dag betegner som et seksuelt overgreb, der fandt sted, fordi præsten ifølge hende udnyttede et ulige magtforhold.
Nu stiller den i dag 29-årige Mette sig frem og deler sin historie. Årsagen er, at præsten har fået et nyt job i Ribe Stift.
- Jeg er bekymret for, om han kan finde på at gøre det igen ved andre. Derfor vælger jeg at stå frem nu, forklarer hun.
Derfor bringer vi historien
Historien er blevet til efter grundige overvejelser, og tungtvejende dokumentation og research.
Vi bringer historien, fordi det er i offentlighedens interesse, når en fungerende præst bliver beskyldt for seksuelle overgreb. Præster har et særligt ansvar for at være mere moralske end andre, fordi præster er underlagt et decorumkrav og derfor skal udvise en adfærd på arbejdet og i fritiden, som efter tidens normer og opfattelser i samfundet er acceptabel og anstændig i forhold til den stilling, som præsten er ansat i.
Det er yderst relevant at dække, når en præst bliver beskyldt for seksuelle overgreb mod en mindreårig, særligt når det er sket i embeds medfør over for det påståede offer, hvor der eksisterer et skærpet magtforhold.
Derudover var det påståede offer i en særlig sårbar position, hvor hun kun kom til præsten, fordi hun havde ondt i livet. Under de daværende sjælesørgersamtaler er det altid præstens ansvar, at det ikke udvikler sig til et seksuelt forhold.
Samtidig er det relevant at stille spørgsmål til kirkens håndtering af beskyldningerne, som den havde kendskab til forud for præstens aktive tiltrædelse i et nyt sogn per 1. Januar 2025.
Fordi præsten er fungerende præst, og fordi beskyldningerne sætter spørgsmålstegn ved, om han har levet op til sit ansvar, så har historien offentlighedens relevans – også selv om de påståede overgreb ligger flere år tilbage. Forholdet vil være, hvis bevist, strafbart i dag.
Ud over samtaler med Mette og flere af hendes nærmeste pårørende har vi også talt med flere eksperter og de to biskopper i de pågældende stifter. Vi har også tungtvejende dokumentation, som vi ikke bringer i artiklen, ligesom vi har talt med flere kilder, som ikke medvirker.
Mettes anklager bakkes op af sms-korrespondancer, som TV MIDTVEST har set. Samtidig bekræfter personer i hendes nære omgangskreds, at hun tidligere har fortalt om relationen til præsten.
TV MIDTVEST har flere gange været i kontakt med den pågældende præst for at foreholde ham de alvorlige anklager. Han har ikke ønsket at udtale sig.
Mette fremstår i denne artikel kun med fornavn. TV MIDTVEST er bekendt med hendes efternavn og baggrund, men har på grund af sagens karakter valgt at udelade efternavn, samt hvor i landsdelen, hun bor.
Berøringer i bilen
For at forstå, hvordan en 15-årig pige kunne ende i en form for en seksuel relation til en præst, er man nødt til at forstå begrebet sjælesorg.
Sjælesorg er et centralt begreb i den danske folkekirke, hvor præster i århundreder har tilbudt et fortroligt rum, hvor sognebørn kan få vendt tanker om sorg, ensomhed eller andre eksistentielle spørgsmål.
Som 14-årig var Mette begyndt at skære i sig selv. Hun vidste, at hun havde behov for hjælp, men hun ønskede ikke at ende i et system med læger og psykiatere. Derfor rakte hun ud til præsten, som på det tidspunkt var ansat i Viborg Stift.
- For første gang i mit liv følte jeg, at jeg blev taget alvorligt, husker hun.
Sideløbende med samtalerne sang Mette også i kirken, ligesom hun hjalp præsten med forskellige praktiske ting. Hun følte sig tryg og set og hørt.
Han tog min hånd og førte den hen til intime steder på ham.
Mette
Men en dag ændrede præsten og Mettes forhold sig.
- Vi skulle sige farvel, og der kyssede han mig. Bagefter var jeg forvirret og havde svært ved at finde ud af mine følelser. Men jeg slog det hen med, at han nok bare var rigtig glad for min hjælp. Og jeg var også rigtig glad for at komme hos ham, husker Mette.
Men kysset blev til flere de følgende måneder. Og så kom der berøringer. Ofte når de i forskellige sammenhænge kørte i bil sammen.
- Han rørte mig intime steder. Og tog min hånd og førte den hen til intime steder på ham. Vi var altid alene, når vi kørte i bil, forklarer hun.
Mette beskriver også, at præsten i et enkelt tilfælde havde udløsning på hende, mens hun lå med bar overkrop.
- Jeg var så ung. Det var helt forkert, siger Mette i dag om relationen.
"Jeg handlede forkert. Det erkender jeg"
TV MIDTVEST har talt med en række personer tæt på Mette, som bekræfter, at hun har fortalt dem om det, hun betegner som et overgreb. De siger samstemmigt, at hendes beskrivelser er troværdige.
- Jeg gættede på, at det var ham (præsten, red.). For jeg så, hvordan han var overfor hende, siger en af kilderne, som fortæller at hun først blev vidende om situationen lang tid efter, hvor Mette brød sammen og blev indlagt på psykiatrisk afdeling efter flere selvmordsforsøg.
Har du tanker om selvmord?
I denne artikel er der beskrivelser af selvskade og selvmordstanker.
Har du selv selvmordstanker eller har du mistanke om, at en af dine bekendte kan være selvmordstruet, kan du anonymt få hjælp af Livslinien på 70 201 201 alle årets dage mellem klokken 11.00 og 05.00.
Livslinien har også en chat, der er åben mandag og torsdag fra kl. 17-21, lørdag kl. 13-17 samt søndag kl. 17-21.
Er du akut selvmordstruet, skal du kontakte 112.
Kilde: Livslinien
TV MIDTVEST er i besiddelse af flere nyere og ældre sms-korrespondancer, hvor Mette har skrevet til præsten.
I en sms fra efteråret 2024 spørger hun blandt andet, om præsten mener, at han forgreb sig på hende seksuelt, og om han synes, at det, han har gjort, var forkert når han var præst.
I en besked, der er sendt fra det telefonnummer, som tilhører præsten, lyder svaret: "Jeg handlede forkert. Det erkender jeg."
I en tidligere besked undskyldte præsten overfor Mette og bad om forladelse. Han har på intet tidspunkt, i de sms-korrespondancer, TV MIDTVEST har set, benægtet Mettes beskyldninger mod ham.
Biskop toner rent flag
Den nuværende biskop i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, blev i december kontaktet af Mette omkring sagen.
Han var ikke biskop på det tidspunkt, hvor det påståede overgreb fandt sted. Han siger i dag, at han ikke kan udtale sig om den konkrete sag, men at han tager anklagerne meget alvorligt.
- En præst må aldrig indlede et seksuelt forhold til en, man har sjælesørgersamtaler med, forklarer Henrik Stubkjær.
Biskoppen understreger, at han udtaler sig generelt.
- Hvis man som klient går til en psykolog eller præst og beder om en fortrolig samtale, er det ikke et ligeværdigt forhold.
- Derfor er det præstens eller psykologens ansvar, at samtalen bliver til støtte og ikke til et overgreb. Jeg mener, at et overgreb foretaget af en psykolog eller præst er strafbart.
Mette har to gange politianmeldt det, hun betragter som et seksuelt overgreb. Begge gange har Midt- og Vestjyllands Politi afvist anmeldelsen, hvilket TV MIDTVEST har set dokumentation for.
Hvis situationen skete i dag, ville det være strafbart.
Ulla Schmidt, lektor, praktisk teologi, Aarhus Universitet
I det afslag, Mette fik fra politiet i 2014, står der, at politiet vurderede, at Mette ikke havde været udsat for noget strafbart af præsten.
Samtidig lagde politiet særlig vægt på, at Mette var over 15 år og dermed over den seksuelle lavalder, da hun havde et forhold til præsten.
Politiets vurderinger var efter alt at dømme helt korrekte, forklarer lektor i praktisk teologi Aarhus Universitet Ulla Schmidt, der i årevis har arbejdet med seksuelle krænkelser i kirker.
Hun peger dog på at flere ændringer i straffeloven gør, at et seksuelt forhold mellem en præst og et barn - person under 18 år - i sjælesørgersamtaler i dag kan være ulovligt.
- Grooming begået af præster og religiøse ledere var ikke omfattet af straffeloven for 10-15 år siden. Det er der først kommet regler for, for nylig.
- Hvis situationen skete i dag, ville det være strafbart, forklarer hun.
Nye lovgivning er trådt i kraft
§ 220. Den, som ved groft misbrug af en persons arbejdsmæssige, økonomiske eller behandlings- eller plejemæssige afhængighed skaffer sig samleje med den pågældende, straffes med fængsel indtil 1 år eller, såfremt forholdet er begået over for en person under 18 år, med fængsel indtil 4 år. På tilsvarende vis straffes en religiøs leder, som groft misbruger et mellem den religiøse leder og et medlem af dennes menighed bestående afhængighedsforhold til at skaffe sig samleje med medlemmet.
§ 231. For grooming straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år den, som systematisk eller ved manipulation og under udnyttelse af en på alder og erfaring beroende overlegenhed opbygger en relation til en person under 18 år med forsæt til at udsætte den pågældende for en seksualforbrydelse.
Kilde: Straffeloven
Biskoppen i Ribe Stift, Elof Westergaard, bekræfter over for TV MIDTVEST, at han har kendskab til de anklager, der rettes mod den præst, han for nylig har ansat i sit stift.
- Jeg er bekendt med sagen, og jeg tager den meget alvorligt, siger Elof Westergaard.
Det er uvist, hvornår biskoppen fik kendskab til omfanget af anklagerne, men 17. januar tog TV MIDTVEST kontakt til biskoppen for at spørge ind til sagen.
Selvom Elof Westergaard i flere dage har været vidende om anklagerne, står den pågældende præst til at afholde en gudstjeneste om kort tid, fremgår det af kirkens hjemmeside.
Generelt har arbejdsgiver ellers mulighed for at hjemsende ansatte med løn, mens man undersøger sager nærmere, forklarer professor i arbejdsret ved Syddansk Universitet, Natalie Videbæk Munkholm.
- Biskoppen har pligt til at undersøge det, når der kommer beskyldninger af denne her karakter. Stiftet har nemlig en risikosituation, hvor man skal sikre, at det ikke sker igen. Og imens man undersøger det, vil det nemmeste være at sende præsten hjem for at få arbejdsro.
- En hjemsendelse er ikke en reprimande eller sanktion. Det er ro til at finde ud af, hvad der op og ned. Hvis det så viser sig, at der ikke er hold i anklagerne, så kan man vende tilbage på arbejde bagefter.
Det er langt fra uhørt, at den danske kirke hjemsender medarbejdere, når der bliver rejst alvorlige anklager mod en ansat.
I foråret 2022 beskrev Berlingske, hvordan en centralt ansat i Københavns Domkirke for år tilbage har udsat unge mænd for seksuelle krænkelser og forgrebet sig på et barn.
Det førte til, at manden blev hjemsendt, mens sagen blev undersøgt nærmere.
Biskop Elof Westergaard bekræfter, at han ikke har hjemsendt den anklagede præst. TV MIDTVEST har spurgt ham, hvorfor han ikke har valgt at gøre det, men det har han ingen kommentarer til.
- Jeg har indkaldt præsten til et møde. Derudover er det en personalesag, og mere kan jeg ikke sige, lyder det fra biskoppen.
TV MIDTVEST har været i kontakt med menighedsrådet for den kirke, hvor præsten prædiker. Formanden her fortæller, at han for et par dage siden er blevet orienteret af biskoppen om, at der eksisterer en sag.
- Det er en personalesag, som hører under stiftet, så vi er ikke en part i sagen. Derfor kan jeg heller ikke sige mere på nuværende tidspunkt, andet end at biskoppen understregede, at stiftet tager sagen alvorligt, fortæller han.
Menighedsrådsformanden slår fast, at han har fuld tillid til stiftets håndtering af sagen.
I december 2024 modtog Mette en ny afgørelse fra politiet, der afviste sagen.
Hun har nu klaget til Statsadvokaten i Viborg over den afgørelse.
TV MIDTVEST har flere gange været i kontakt med den pågældende præst for at foreholde ham de alvorlige anklager.
Han har ikke ønsket at udtale sig. Derfor har TV MIDTVEST sendt ham en skriftlig forelæggelse af anklagerne, som han ikke er vendt tilbage på.