Politiet melder travl nat - to unge mænd overfaldet
Syd- og Sønderjyllands Politi beskriver selv natten til søndag som værende "travl". De har blandt andet rykket ud to gange, i forbindelse med nattelivet.
Hvad der skulle have været en hyggelig aften i byen blev i to tilfælde til lidt mere end dét.
Natten til søndag har Syd- og Sønderjyllands Politi måtte rykke ud i nattelivet to gange.
De har blandt andet været en tur på Skolegade i Esbjerg, hvor to mænd, på henholdsvis 23 og 24 år, er blevet overfaldt af fem gerningsmænd.
- De to mænd har fået flere knytnæveslag i ansigtet, men er sluppet med rødmer og hævelser, mens den ene har fået flækket et øjenbryn, siger Henrik Sønderskov, der er vagtchef med Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.
De to mænd er fra henholdsvis Fredericia og Hillerød.
Indtil videre skal sagen efterforskes nærmere, og der er ikke foretaget nogle anholdelser i sagen.
Politiet har ingen formodning om, hvem gerningsmændene er, men vil kigge videoovervågningen igennem på Skolegade.
Tog fat i dørmand
Det andet tilfælde, som politiet har måtte rykke ud til er i Aabenraa.
Her har en 22-årig ung mand taget fat i en dørmand, foran diskoteket 'Gazzværket'. Manden, der er født i Toftlund, er blevet sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.
Manden slipper med en bøde.