Over 130 år gammel karet transporterede dronningen gennem Esbjergs gader
Tirsdag kommer dronningens sommertogt til det Syd- og Sønderjyske. Se programmet for hendes tur til Esbjerg her.
I dag bliver Esbjerg royal for en dag.
Der er nemlig lagt op til fest og farver, når Hendes Majestæt Dronningen kommer på besøg i Esbjerg. Besøget er et led i dronningens sommertogt, og kongeskibet Dannebrog lægger til kaj i Esbjergs Dokhavn klokken 10.00.
Herefter skal dronningen på karattur gennem Esbjerg by, hvor Garderhusarregimentets Hesteskadron rider med. Kareten er 130 år gammel og benyttes på regentens sommertogter. Herefter er programmet fyldt med både musik, sikkerhedsudstyr og streetmekka.
Det var meningen, at sommertogtet skulle finde sted sidste år, men blev aflyst på grund af coronasituationen.
Se dronningens program, og hvad hun skal opleve her:
Karettur kl. 10.30: Dronningen kører i karaten med Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og hans samlever Gitte Kirkegaard. Ruten kommer til at gå via Østre Dokvej, Britanniavej, Østre Havnevej, Hulvejen, Havnegade og Torvegade, hvorefter turen slutter ved Esbjerg Rådhus.
Karetturen bliver den eneste på dette års sommertogt, og esbjergenserne får dermed en enestående mulighed for at opleve dronningen og Garderhusarregimentets Hesteskadron.
Kareten, som skal transportere dronningen, er af typen Landauerkarten, der bliver brugt i forbindelse med dronningens sommertogter. Kareten er bygget i 1889, vejer 650 kg og har plads til fire personer.
Landauerkareten har fungeret som transportmiddel for forskellige regenter gennem tiderne. Blandt andet har Kong Frederik VIII benyttet sig af den. Det er også den samme karet, som Kong Frederik IX og Dronning Ingrid kørte i fra Amalienborg til Christiansborg Slot, da han dengang skulle udråbes til konge efter sin far.
Esbjerg Rådhus kl. 10.50: Karatturen slutter ved Esbjerg Rådhus, og her vil flere skoleklasser stå klar til at modtage dronningen. 1. viceborgmester Susanne Dyreborg vil byde velkommen, mens Varde Garden spiller. Herefter vil dronningen hilse på medlemmer af Esbjerg byråd.
Musikhuset Esbjerg kl. 11:40: Dronningen deltog i indvielsen af Musikhuset Esbjerg i 1997, og nu kommer hun forbi igen. Her skal hun opleve den nyrenoverede forplads, Henning G. Kruses Plads. Indenfor vil der være kulturelle smagsprøver af elever fra Den Kongelige Ballet i Esbjerg og Den Ny Opera.
Bakkeskolen Cosmos kl. 12.17: Bakkeskolen Cosmos er Team Danmarks profilskole for breddeidræt. Derudover holder Esbjerg Kommunes Sport Plus klasser også til på skolen. Her kan elever søge ind på særlige linjer for eSport, TeamGym og brasilians fodbold.
Hjerting Badehotel kl. 13.07: Hjerting Badehotel er et af Danmarks ældste badehoteller, og her indtager dronningen sin frokost i restauranten sammen med indbudte gæster. Hvad dronningen skal spise vides ikke endnu.
Viking Life-Saving Equipment kl. 14.27: Hendes Majestæt Dronningen skal besøge én af Esbjergs store virksomheder, Viking Life-Saving Equipment A/S. De producerer sikkerheds- og brandslukningsudstyr. Her skal dronningen blandt andet opleve en 25-mands redningsbåd blive udløst. Det er samme redningsbåd, som også findes på Kongeskibet Dannebrog.
Østhavnen kl. 15.13: Dronningen skal også besøge Østhavnen. Her skal hun opleve omstillingen fra olie- og gasaktiviterne til grønne alternativer som vindmøller. Østhavnen åbnede i 2013 og er ét af epicentrene i Europas grønne omstilling.
Game Streetmekka kl. 15.43: Det sidste punkt på dronningens besøg er i Esbjergs skæve og rå kulturhus - Game Streetmekka Esbjerg. Her skal dronningen se rammerne, hvor 40.000 børn, unge og voksne årligt mødes for at dyrke gadeidræts- og kulturaktiviteter som for eksempel parkour og graffiti.