Nora Mørk tager to år mere i Team Esbjerg
De danske håndboldfans kan frem til sommeren 2026 fortsat se en af sportens største stjerner på dansk halgulv.
Den norske højreback Nora Mørk har forlænget sin kontrakt med Team Esbjerg frem til sommeren 2026. Det oplyser den danske mesterklub på sin hjemmeside.
Nora Mørk kom til Team Esbjerg i sommeren 2022 med et imponerende cv, som siden har fået tilføjet flere titler.
Cv'et tæller blandt andet fem EM-titler, to VM-titler, to olympiske bronzemedaljer, seks Champions League-titler og derudover adskillige nationale mesterskaber og pokaltriumfer.
Alligevel kom hun til Esbjerg med en ydmyghed, som nuværende cheftræner Jesper Jensen var nødt til at pille af hende.
- Jeg havde faktisk ventet, at Nora ville sparke døren ind og bryde igennem lydmuren. Efter et halvt år måtte jeg sige til hende, at hun manglede noget, fortæller træneren til teamesbjerg.dk.
- Hun skulle med sin vinderindstilling og ekstreme spilintelligens gøre os bedre som hold. Siden har hun ikke set sig tilbage og har retableret sig som en af verdens bedste spillere.
Højrebacken har optrådt 181 gange for det succesfulde norske landshold med 872 mål til følge.
Til sommer stopper Jesper Jensen i klubben for at hellige sig jobbet som dansk landstræner på fuldtid. Hans afløser til sommer, svenske Tobias Axnér, er glad for, at han også får den norske stjerne på sit hold.
- Nora har en uvurderlig erfaring i at vinde og en fantastisk mentalitet. Hun er en af verdens bedste spillere og den bedste garanti for, at det kollektive angrebsspil fungerer, siger han til klubhjemmesiden.