Nabo har aldrig oplevet noget lignende: - Vi vil gerne undgå at drukne
Ved Kammerslusen ved Ribe Å har vandet både givet udfordringer indefra og udefra. Bjarne Kiholm, der er en af de nærmeste naboer frygter for fremtiden.
Det seneste døgn har området omkring Kammerslusen stået under vand. Faktisk så meget, at nabo Bjarne Kiholm ikke har set lignende i de 20 år, han har boet ved siden af slusen.
- Jeg synes, at vi har fået vand nok, og jeg synes, at det kommer hurtigt nok herned. Vi vil gerne havde det ud igen, fortæller han.
Både tirsdag og onsdag har Beredskabsstyrelsen haft travlt med at pumpe vand væk ved Kammerslusen.
Slusen var lukket for at holde vandet fra Vadehavet ude, men samtidig pressede vandet indefra på og var ved at oversvømme de omkringliggende huse ved Ribe Å.
Ifølge Bjarne Kiholm er det et problem, man har haft i mange år, og han og de andre naboer "vil gerne undgå at drukne" i fremtiden.
Bjarne Kiholm frygter, at Ribe by i fremtiden vil blive oversvømmet flere steder, når der kommer vand østfra.
Bliver du nervøs for dit hus og din grund, når du er nabo til en sluse og de her vandmasser?
- Nu skal der noget til at gøre mig nervøs, jeg er dykker. Jeg ved, hvor jeg bor, og jeg ved, hvad jeg har købt, så nervøs bliver jeg ikke. Jeg har en båd stående, så jeg kan sejle herfra, hvis det bliver helt galt, siger han med et smil.
Bjarne Kiholm kan dog være nervøs for, at der ikke bliver gjort noget for at løse problemet.
Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, fortæller til tvSyd, at man hos kommunen er opmærksom på problemet med de store mængder vand, der kommer fra baglandet.
Han mener dog ikke, at det er et problem, som Esbjerg Kommune kan løse her og nu.
- Det er jo noget, som jeg tænker er en national udfordring, så det hjælper ikke noget, at vi løser problemet et sted, for så er der jo risiko for, at vandet stuver op andre steder, hvis ikke det er noget, der er tænkt helt igennem, siger han.
Derfor mener borgmesteren, at man på et lidt højere plan, i forbindelse med ekstreme vejrhændelser ikke kun bør kigge på stigende vand fra havet - men også vandet indefra landet.
- Hvordan er det så, at vi sikrer, at vandet også kan komme væk, når nu det stuver op på indersiden, som vi ser her, siger han og fortæller, at løsningen på problemet skal findes på tværs af kommunerne.