Mystiske klæbesedler undskylder for fiskeriets forsvinden fra Esbjerg
En kort tekst med et kryptisk budskab er dukket op på lygtepæle og nedløbsrør i Esbjerg. Et indlæg i debatten om byens selvfølelse? Eller nostalgisk længsel? Eller hvad?
"Esbjerg var engang en rå havneby. Det er den ikke mere... Undskyld."
Gitte Højmark fra Esbjerg har henledt TV SYDs opmærksomhed på klæbesedlen eller stickeren på moderne dansk, og hun så den ved banegården i Esbjerg.
- Vi undrede os over, hvad meningen med teksten var. Og den har givet anledning til mange samtaler om, hvad Esbjergs identitet egentlig er, fortæller Gitte Højmark fra Esbjerg.
Den identitet har været under forandring i mange år. I helt gamle dage, før havnen blev bygget for at kunne eksportere levende kvæg, lå der et lille fiskerleje ved navn 'Eysberg'. 'Eys'-delen menes at komme af 'ese', som betyder at 'forsyne fiskekrog med madding'. Det er i hvert fald en af teorierne. Noget med fisk altså.
Erik Trigger er forfatter og har gjort Esbjergs rejse med.
- Min far var fisker, og den gang var der 500 fiskekuttere i havnen, fortæller Erik Trigger, der selv har arbejdet som havnearbejder, inden han blev forfatter.
- Havnen har været dynamoen, udgangspunktet for byens industri, og nu har energi overtaget havnen, fortæller forfatteren.
For mange år siden havde Esbjerg et dårligt ry som en by, der lugtede af fisk, og hvor øretæverne hang i hovedhøjde.
- Jeg har haft besøg af journalister fra København, der var bange for at gå ud i byen, fortæller Erik Trigger.
Det er nok ikke den tid, aktivisterne bag den mørkeblå plakat vil tilbage til. Der er ikke nogen af de esbjergensere, TV SYD har talt med i dag, der har noget, der blot ligner en anelse om, hvem der står bag. Men Eva Merz, billedkunstner og forfatter, kender godt budskabet.
- Jeg har set det flere steder på Instagram, og jeg synes, at det er rigtigt sjovt, fortæller hun.
- Det er street-art, og det er en præmis for street-art, at kunstneren er anonym, fortæller Eva Merz.
Jo mere man kigger på den blå mærket, jo mere undrer man sig over, hvor skaberne vil hen.
- Det er det, god kunst kan være: Tvetydig og få én til at tænke. Det er en leg med Esbjergs historie, og en kamp for at blive anerkendt for andet end fisk, fortæller forfatteren, der har boet i Skotland og København, men er vendt tilbage til Esbjerg.
- Hvem er det lige, man siger undskyld til. Det er en intern vits, som kan forstås på flere måder. Jeg synes, at det er megafedt, siger Eva Merz.
Hvis I ved noget, hører vi gerne fra jer på tvsyd@tvsyd.dk
- Det rumler i den kunstneriske undergrund, siger billedkunstner og forfatter Eva Merz fra sin hjemby, Esbjerg.