Plejehjemsbeboer død efter brand
En 85-årig mandlig beboer på Plejehjemmet Gjesing Midtby er afgået ved døden efter en brand på plejehjemmet.
Klokken 09:42 fik politiet alarmen, og kunne ved ankomst på plejehjemmet konstatere, at der var ild på et værelse.
- Branden kom hurtigt under kontrol, og derefter kunne vi konstatere, at beboeren på stedet var død, fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands politi.
Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt, men vagtchefen fortæller, at det var brandalarmen, der fik personalet til at reagere.
Der var kun ild på det ene værelse, og politiet mistænker, at det er et uheld eller en ulykke, der har antændt branden. Dermed ikke en kriminel handling, omend årsagen fortsat efterforskes.
- Øvrige beboere har ikke været i fare, skriver politiet også på X.
De pårørende er underrettet.