Læger og sygeplejersker i Esbjerg demonstrerer for Gaza
Sundhedsansatte holdt søndag eftermiddag en fredsforsamling foran Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
- Vi gør det for at skærpe opmærksomheden omkring de forhold vores kolleger arbejder under på hospitalerne i Gaza, fortæller arrangøren Sarah Bouziyane Lyngshøj, der er læge på Sydvestjysk Sygehus.
Det er ikke kun det endelige mål, der driver os. Det er også et behov for at bruge sin stemme
Sarah Bouziyane Lyngshøj
Fredsforsamlingen er inspireret af den globale bevægelse "We stand with our colleagues in Gaza", hvor sundhedspersonale sætter fokus på situationen i det krigsramte område, hvor særligt Gazas hospitaler har været i fokus på grund af israelske angreb i området og mangel på brændstof og andre ressourcer.
Bidrage til bevægelse
Sarah Bouziyane Lyngshøj håber, at man dermed kan få råbt regeringen op i forhold til at få lagt et pres på Israel og Hamas for at få en våbenhvile.
- Jeg håber at kunne bidrage til den bevægelse, vi ser rundt omkring i verden, at vi kan inspirere andre kolleger, og at vores stemme kan nå helt op til regeringen. Jeg håber, den vil forholde sig mindre neutralt og kæmpe for overholdelse af konventionerne, siger hun.
Hvad ændrer det, at I stiller jer op foran sygehuset i Esbjerg?
- Jeg ved ikke, om det ændrer noget i det store hele. Det er ikke kun det endelige mål, der driver os. Det er også et behov for at bruge sin stemme og vide, at man ikke lader stå til, siger Sarah Bouziyane Lyngshøj.
Ledelsen på Sydvestjysk Sygehus fortæller til DR, at Sygehuset ikke er involveret i arrangementet, og at demonstrationen ikke må være til gene for andre.