Hjemvendte VM-profiler styrker tro på triumf i Esbjerg
Team Esbjerg-træner Jesper Jensen understreger, at en pokaltriumf vil betyde meget for klubbens planlægning.
Team Esbjerg er de næste dage blandt deltagerne i kvindernes Final 4-stævne ved Santander Cup i håndbold, og træner Jesper Jensen har fået en forstærket tro på succes efter at have fået spillere hjem fra VM.
Det er hans konklusion efter de seneste to dages forberedelser til stævnet i Jysk Arena i Silkeborg.
- Jeg har i de to træninger set spillere, der er enormt fokuserede og dedikerede på opgaven, og de seks VM-spillere har givet et ekstra skub til mentaliteten, efter at truppens øvrige spillere længe har trænet godt uden dem.
- Der er intensitet og energi i øjnene på spillerne, og jeg har en bedre fornemmelse, end før vi mødtes efter VM-pausen, siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse.
DM-vinderen fra 2016 håber at hente endnu en pokal til samlingen ikke mindst for at kunne planlægge frem imod næste sæson.
- Pokaltitlen er ikke altafgørende, men den betyder sindssygt meget, og det vil give ro i maven at have nået et af sæsonmålene allerede i år.
- Vinder vi, skal vi spille europæiske håndbold, og klubben kan i god tid begynde at bygge op med spillertrup og budget, siger træneren.
I fredagens semifinale klokken 20 skal Team Esbjerg møde FC Midtjylland. De to holds seneste indbyrdes møde blev vundet af vestjyderne med 25-22 på udebane i november.
- FC Midtjylland er et stærkt hold med enorme individuelle kvaliteter, og holdet er forberedelsesmæssigt i samme situation som os.
- Jeg tror, de har respekt for vores forsvar, og de vil utvivlsomt forsøge at presse os i kontrafasen, siger Jesper Jensen.
Finalen spilles lørdag.