Henrik Dahl: Jeg kom til at stemme for Sofie Carsten Nielsen
Henrik Dahl fra (LA) skriver på Twitter, at det var ham, der kom til at stemme for de Radikales Sofie Carsten Nielsen, da afstemningen, om Inger Støjberg var værdig til at sidde i Folketinget, fandt sted.
Henrik Dahl, Liberal Alliance, skriver på Twitter, at han ved en fejl loggede ind som Sofie Carsten Nielsen under afstemning, om Inger Støjberg var værdig til at sidde i Folketinget.
Liberal Alliances Henrik Dahl skriver efterfølgende på Twitter, at det var ham, der kom til at trykke forkert, da han skulle logge ind for at stemme.
Ifølge Folketingets hjemmeside har Sofie Carsten Nielsen, der var en af de første til at melde ud, at partiet ville stemme for at erklære Inger Støjberg uværdig, stadig stemt imod at gøre det.
- Ja, det er ekstremt utilfredsstillende! Nogen har logget ind med mit nummer og stemt imod. Det er helt i hampen, at det kan lade sig gøre og ikke rettes med det samme.
- Jeg er i gang med at tage det op med Folketingets administration, skriver hun på det sociale medie Twitter.
Ligeledes på Twitter redegør Liberal Alliances Henrik Dahl for, hvad der er sket set med hans øjne.
- Da jeg kom til min pult i folketingssalen, var min konsol logget af. Da jeg loggede ind, tastede jeg forkert, og blev til Sofie Carsten Nielsen. Men konsollen blev låst, så afstemningen gik i gang.
- Jeg råbte til formanden, at jeg havde tekniske vanskeligheder, men det blev ikke hørt, og afstemningen lukkede. Derfor blev der foretaget en fejlregistrering, skriver han og fortsætter:
- Jeg beklager forvirringen over for alle. Den skyldes et meget uheldigt sammentræf af omstændigheder. Der er talrige vidner på denne fremstilling.
Tidligere tirsdag stemte et overvældende flertal i Folketinget for, at Inger Støjberg skulle erklæres uværdig til at sidde i Folketinget. Det sker efter, at hun ved Rigsretten blev idømt 60 dages ubetinget fængsel for at bryde ministeransvarsloven.
Fejlstemme bliver ikke rettet
Fejlstemme i Sofie Carstens navn bliver ikke rettet i resultatet.
Det oplyser Folketingets pressetjeneste.
Der er i stedet tilføjet en note til afstemningsresultatet på Folketingets hjemmeside.
I den står der, at "der er ved en fejl registreret en stemme i Sofie Carsten Nielsens navn. Stemmen er afgivet af Henrik Dahl, der ved en fejl stemte imod forslaget".
Dermed står der fortsat, at 98 stemte for, mens 18 - heriblandt Sofie Carsten Nielsen - stemte imod.