Finalefeltet er nu indsnævret - her skal verdens højeste vindmøller testes
Kæmpevindmøller skal muligvis testes i Esbjerg eller Tønder. Myndighederne skal nu gennemføre omfattende screening af områderne.
I et tæt befolket land som Danmark er det en vanskelig opgave at finde et område, som egner sig til 450 meter høje vindmøller.
De danske myndigheder har gennem en screening nu udpeget tre områder, hvor kæmpevindmøllerne skal testes.
Det kræver, at vindbranchen har gode rammevilkår for test og demonstration af fremtidens store havmøller
Christian Rabjerg Madsen, indenrigs- og boligminister
De tre områder ligger i kommunerne Esbjerg, Tønder, Brønderslev og Jammerbugt.
Årsagen til det nye testcenter er regeringens målsætning om at tidoble kapaciteten af havvind frem mod 2050. Det er en målsætning, som er fastsat i samarbejde med regeringerne i Tyskland, Belgien og Nederlandene, hvor ambitionen er at kunne forsyne op til 230 millioner europæiske husstande med grøn strøm.
Statsminister Mette Frederiksen (S) underskrev aftalen i maj i år under et topmøde i Esbjerg med regeringscheferne fra de tre andre lande samt EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen.
- Det kræver, at vindbranchen har gode rammevilkår for test og demonstration af fremtidens store havmøller, og derfor igangsætter vi nu en grundig undersøgelse af mulige placeringer for et nyt testcenter, skriver indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen i en pressemeddelelse.
De højeste i verden
Lige nu er der to testcentre for vindmøller i Danmark. Det er Østerild i Thisted og Høvsøre i Lemvig. De to er henholdsvis 10 og 20 år gamle og blev begge udvidet i 2018.
De rummer i alt 16 pladser: Ni ved Østerild og syv ved Høvsøre.
Høvsøre og Østerild
Testcenter Høvsøre på den jyske vestkyst bliver dagligt drevet af DTU Vindenergi. På de syv stand-pladser tester internationale virksomheder deres vindmøllekoncepter og indsamler data på tests udført på møllerne. Det er muligt at afprøve og dokumentere sikkerhed, møllens ydeevne og støjudsendelse.
I Østerild er der ni standpladser. Vestas Wind Systems står som ejer af to af testpladserne, og det samme gør Siemens Gamesa Renewable Energy. DTU Vindenergi er driftsherre på de resterende fem pladser.
I 2017 åbnede et besøgscenter for at imødekomme de omkring 30.000 gæster, der årligt lægger vejen forbi Østerild for at blive klogere på vindmøllerne. I besøgscentret kan man få den nyeste viden om vind og vindkraft i Danmark, man kan få svar på, hvordan en vindmølle bliver bygget og se forskellige vindmøllemodeller.
Kilde: DTU.dk
I Østerild er højdegrænsen nu på 200 meter og i Høvsøre på 330 meter. Der skal laves forbedringer i Høvsøre, så det bliver muligt at teste højere og større vindmøller på op til 275 meter, og det betyder, at man må reducere antallet af testpladser fra syv til fem.
Ifølge Ingeniøren.dk skal der ved det nye testcenter etableres seks til otte testpladser og være mulighed for at opstille vindmøller med en totalhøjde på op til 450 meter. Det vil i så fald være de højeste vindmøller i verden, som er beregnet til opstilling på havet.
Undersøgelser færdig i 2027
De tre områder skal nu gennemgå en målrettet screening. Her undersøger man blandt andet muligheden for tilslutning til el-transmissionsnettet, naturforhold, transportforhold, håndtering af flysikkerhed, placering i forhold til kirker, økonomiske konsekvenser og behov for ekspropriation.
Krav til de tre områder
For at finde de tre testområder blev alle mulige placeringer rundt om i Danmark screenet på blandt andet baggrund af størrelse, boliger og ejendomsværdi indenfor en given afstand, fredede områder, infrastruktur, forsvarets interesser og arealbegrænsninger og afstand til lufthavne.
Ifølge Energistyrelsen skal et område være minimum 0,2 kvadratkilometer for at kunne bruges til opstilling af møller, fordi det ellers ikke er realistisk at opstille tre eller flere møller.
Energistyrelsen kigger også på afstanden mellem mølleklynger og prioriterer store områder med plads til 20 eller flere vindmøller, hvor der er lavest mulig udgift pr. mølle.
En endelig beslutning om et tredje testcenter skal forventeligt tages i slutningen af 2022.
Myndighederne forventer, at de fornødne miljøundersøgelser og lovgivning er færdige i løbet af 2027.