Cykelekspert: Sejren vil ændre hans karriere
Søndag trådte Rasmus Søjberg Pedersen ind på den store scene, da han kørte først over målstregen i Herning. Cykelekspert mener, at det kan ændre hans karriere.
Den 21-årige cykelrytter Rasmus Søjberg Pedersen overraskede alt og alle, da han søndag vandt damarksmesterskabet i linjeløb.
Selvom det er en overraskelse, så får det, ifølge TV 2 Cykelekspert Christian Moberg, en betydning for cykelrytterens karriere.
- En sejr i cykelsporten kan ændre hele ens karriere. Rasmus er kun 21 år, og han har hele verden og fremtiden foran sig. Jeg tror, at vi kommer til at se rigtig meget mere til ham i fremtiden, siger han.
Christian Moberg havde ikke forudset, at det ville blive den sydjyske cykelrytter, der løb med sejren.
- Rasmus Støjberg er måske en af de her lidt klogere ryttere, som finder de rigtige momenter og kan sidde med. Bare det at sidde med Michael Valgren, Kasper Asgreen og Frederik Vandal, når de kører i finalen, det er vanvittig flot og viser hans niveau.
Hvad er vigtigt for hans udvikling?
- Rasmus er fra Esbjerg, og han skal nok holde begge ben på jorden, og så skal han tage det stille og roligt og nyde at køre rundt i den her dannebrogstrikot. Han kommer til at få rigtig meget opmærksomhed, ikke mindst fra rigtig mange store cykelhold. Han skal vælge et hold, hvor han kan fortsætte sin udvikling.
- Og så kommer vi nok til at se ham på WorldTouren inden ret længe, siger Christian Moberg.