Byens nye borger har fået en særlig opgave
En kæmpe trold er flyttet ind på pladsen foran Ribe Kunstmuseum, og han har fået en særlig opgave af museumsdirektøren.
Anne-Mette Villumsen var spændt på at se ham i virkeligheden. Hun vidste, at han vejede cirka 500 kilo og var to meter høj, og da lastbilen trillede ind foran Ribe Kunstmuseum, var hun henrykt over endelig at stå ansigt til ansigt med trolden Lomme Ulrik.
- Det er jo rigtig sjovt at se den i virkeligheden. Det er altid svært at forestille sig, hvor stor den egentligt er, så vi har overvejet nogle forskellige placeringer til den, siger direktør for Ribe Kunstmuseum, Anne-Mette Villumsen og tilføjer:
- Vi har en lille pavillon i vores have, men han kunne simpelthen ikke komme igennem døren.
Derfor satte fragtmanden Lomme Ulrik af på pladsen foran museet. En placering hvorfra han kan se op mod indgangen til museet - og forhåbentligt spille en helt særlig rolle den kommende måned.
Håber på effekt
Ribe Kunstmuseum har adresse i en bygning fra 1864 og er med sine røde mursten, de lyse sandstensbånd og de svungne volutgavle et eksempel på stilarten Rosenborgstilen.
Stilarten
Rosenborgstilen mimer trækkene fra 1500-tallets Renæssancestil. Den havde sin glansperiode i Danmark fra cirka 1860-1900 og tager udgangspunkt i den stilart, som vi kender fra Chr. IV's bygninger som Rosenborg og Børsen.
Stilen ses også i Frederiksborg Slot, hvis genopførsel arkitekt Meldahl stod for i 1859. Ved at lade sin bolig opføre i netop denne stilart, skrev Giørtz sig ind i en strømning, der ellers blev set i herregåde, rådhuse med videre.
Kilde: Ribe Kunstmuseum
Selvom de historiske rammer er et smukt syn, giver det også nogle udfordringer for museet.
- Fordi selve huset er fredet, og der er nogle bestemte regler omkring skiltning i Ribe for at passe på den her smukke gamle by, så kan vi faktisk ikke sætte meget op ude foran museet, som kan gøre opmærksom på museet, fortæller museumsdirektør Anne-Mette Villumsen, som derfor fik en ide, da hun hørte om trolden Lomme Ulrik:
- Jeg tænkte, at trolden kunne være med til at få folk til at stoppe op og få øje på museet.
Samler på lommeuld
Lomme Ulrik er skabt af kunstneren Thomas Dambo, hvis kendte trolde står rundt omkring i hele landet og i resten af verden. Overalt tiltrækker de beskuere, og allerede efter fem minutter på pladsen for Ribe Kunstmuseum, havde Lomme Ulrik også tiltrukket sig de forbipasserendes opmærksomhed.
- Jeg bliver så glad af at se på ham, for han er så smuk, siger Connie Kristensen, som havde glædet sig til at se trolden.
- Den er jo sød, og vi synes, det er ret spændende, at den har lommeuld med, siger Anne Ibsen Hansen.
Sammen med sine to døtre havde hun hørt historien om Lomme Ulrik. I modsætning til Thomas Dambos andre trolde, der står fast, er Lomme Ulrik nemlig en rejsende trold.
Han rejser landet rundt for at samle lommeuld, som hans mor skal bruge til at strikke en trøje til ham.
Derfor vil Lomme Ulrik gerne have, at man kommer forbi med noget lommeuld til trøjen. Lommeulden kan puttes i det glas, som Lomme Ulrik holder i sin venstre hånd.
Det er mulig at se Lomme Ulrik i Ribe og give ham en håndfuld lommeuld med på vejen frem til mandag den 19. august, hvor han rejser videre til Odense.
På kortet her kan de se, hvor i verden Thomas Dambos trolde står.