EfB i 1. division - men Superligaen må vente lidt
Fredag rykkede Esbjerg fB op i 1. division. Nu skal truppen forstærkes, så den er konkurrencedygtig, fortæller klubben. Målet for de fem gange danske mestre er dog ikke oprykning til den bedste række.
EfB går efter en placering i top 6. Der er endnu et stykke til Superligaen, fortæller direktør i Esbjerg fB, Jens Hammer Sørensen.
- Der er ingen tvivl om, at vi skal have et fodboldhold, der også kan konkurrere i 1. divsion. Det er en god række, der er dygtige hold, og der spilles god fodbold. Nu skal vi et niveau op, derfor skal vi sørge for at have en god trup.
Hvornår storklubben på vestkysten ser sig selv i Superligaen igen, det skynder de sig langsomt med, som direktøren udtrykker det.
- Om det her så er det første skridt mod Superligaen, det kan man godt sige, men vi skal skynde os langsomt. Der er ingen tvivl om, at vi i øjeblikket er et stykke fra Superligaen. Der er dyrere trupper og større stab bag spillerne. I øjeblikket bygger vi et fundament og udvikler holdet. Det er væsentlige er derfor, at når EfB kommer i Superligaen igen, for det er jeg ikke i tvivl om, så skal vi kunne blive der, siger Jens Hammer Sørensen.