De klæder sig ud som orker og trolde, men genren har en vigtig funktion i hverdagen
Op mod 15.000 fantasyfans stimler i weekenden sammen om det mytiske univers, hvis fortællinger rummer drager og trolde, men også handler om alt fra politik til klimaproblemer.
Går du forbi en ork, elver eller Storm Trooper i Esbjerg i weekenden, så ser du ikke syner.
For 10. gang afholdes nemlig Fantasyfestival. Bibliotekaren Kirsten Bloch kom med den fantasifulde idé for et årti siden, og Esbjerg Kommunes Biblioteker førte den ud i livet.
Første gang deltog omkring 500 i en højskolebygning, og i weekenden ventes op mod 15.000 at tage del i festlighederne, som nu spreder sig over hele byen.
- Det er fedt at se, at det har vokset sig til det her. At man i Esbjerg, af alle steder, åbner en portal til en anden verden, er stort. Folk har villet have det til København, men det sker ikke, fortæller Fantasyfestivals projektleder, Jacob Holm Krogsøe.
Festivalen byder på filmforestillinger, foredrag, udklædningsparader, oplevelsesløb og bogmesser, hvor kendte fantasyforfattere møder deres publikum og omvendt præsenteres for publikums fortællinger.
En af dem, der skal præsentere, er Maria Gessner Roland.
Hun kommer fra Store Darum nær Bramming, er til hverdag biologilærer og har deltaget flere gange ved Fantasyfestival.
Fantasyfestival 2024
Har udgangspunkt fra Esbjerg Hovedbibliotek, men foregår over det meste af byen.
Det er gratis at opleve festivalens aktiviteter i byen, butikker og på biblioteket. Derudover kræves et armbånd for at komme til foredrag og andre aktiviteter, ligesom der er ekstra betaling for Fantasy Quest Esbjerg.
Til festivalen kommer fire internationale fantasyforfattere i form af Angie Sage, Evelyn Skye, Ryan Cahill og Taran Matharu.
Derfra har hun fået stor inspiration, og på lørdag kan hun også kalde sig forfatter, når hun debuterer med to fantasybøger, Brakhideøje og Thalliyalora.
- Det er perfekt at udgive ved festivalen. Jeg er spændt, glad og håbefuld. Det er nervepirrende at udgive til læsere, der måske, måske ikke, kan lide bøgerne, siger Maria Gessner Roland.
For mange vil fantasyuniverset virke som en fjern virkelighed. Jacob Holm Krogsøe og Maria Gessner Roland er dog enige om, at fantasy ikke bare er troldmænd og drager, men har en vigtig funktion i hverdagen.
Fantasy med samfundsproblemer
Ifølge Jacob Holm Krogsøe, er genren og festivalen naturligvis et fællesskab og en fascination. Men det er i endnu højere grad et vigtigt afbræk virkeligheden.
- Efter 9/11 kom der masser af superheltefilm, som kan bruges til at flygte fra en grum hverdag. Fantasy er også til for at vise, at de gode kan vinde over de onde, forklarer projektlederen.
Og det er altså ikke blot godsindede, der nedlægger onde væsener. Faktisk er temaerne sikkert nogle, du også diskuterer til hverdag.
- Min første bog er præget af identitet og politiske intriger. Toeren og de kommende bøger kigger ind i klimaproblemer, og om vi kan undgå at forbruge alle jordens ressourcer, forklarer Maria Gessner Roland om sine fantasybøger.
Den nykårede forfatter sammenligner det at læse og skrive fantasy med at meditere.
- Jeg har før haft svært ved at mærke følelser, men med fantasy kan jeg gøre det gennem mine karakterer, siger Maria.
Bredere appel
Ugen op til festivalen har været travl for Jacob Holm Krogsøe og bibliotekets ansatte, der er ved at omdanne Esbjerg Bibliotek og byen til et fantasyunivers.
Blandt de op mod 15.000 deltagere ventes også gæster fra Tyskland, Norge og Sverige. Og faktisk er klientellet blevet langt bredere end tidligere.
- Da jeg var ung og spillede rollespil, mødtes man, nærmest i det skjulte, på biblioteket. I dag gemmer man ikke længere væk, at man er nørd. På Fantasyfestival kommer alle.
- Jeg har set fodbolddrenge, der normalt slet ikke er i det, som kommer og oplever wow-effekten ved udklædningerne og festivalen, siger Jacob Holm Krogsøe.
FantasyQuest er nyt koncept i jubilæumsåret
Til årets Fantasyfestival introduceres FantasyQuest.
FantasyQuest er et oplevelsesløb, hvor youtuberen 'Lakserytteren', har bidraget til at udvikle en unik historie og opgave, som deltagerne skal løse.
Den foregår lørdag den 14., og i dagtimerne er den henvendt mod familier, mens der skrues op for uhyggen og sværhedsgraden om aftenen.
70 skue- og rollespillere, heraf en stor del hyret ind via Dystopia, er med til at udfordre i oplevelsesløbet.
Questen har fået 1,95 millioner kroner fra Esbjerg Kommunes Kultur- og Oplevelsespulje i perioden 2023-2026, skriver Fantasyfestival.
I jagten på bred appel har projektlederen forsøgt at tiltrække alment kendte fantasystjerner, som eksempelvis Viggo Mortensen, der var med i filmen Ringenes Herre.
Det lykkedes ikke, men i stedet kommer Lars Andersen, der med store bueskyttekundskaber har været Robin Hoods læremester i filmen Robin Hood fra 2018.
- Det er en drøm at blive Europas største fantasyfestival. Der er vi ikke endnu, men der er et kæmpemarked for det især i Nordtyskland. Det kunne være fedt at gøre Esbjerg til europæisk hovedstad for fantasygenren, siger Jacob Holm Krogsøe.