Borgmester: - De relativt få kilometer brintrør må kunne anlægges hurtigere
Borgmester i Esbjerg, Jesper Frost Rasmussen, (V), er ærgerlig over Energinets udmelding om, at etableringen af brintrør fra Esbjerg og til grænsen udsættes med flere år.
Det statsligt ejede Energinet har tirsdag meddelet, at efter de indledende undersøgelser omkring etablering af brintrør i Jylland udskydes med flere år, blandt andet på grund af omfattende miljø- og sikkerhedsundersøgelser.
Strækningen fra den tyske grænse til Esbjerg ventes nu først at stå klar i 2031 - mod 2028. Altså tre år senere. Og strækningen fra Esbjerg til Holstebro og Lille Torup i Nordjylland, er først fuldendt i 2033.
Det ærgrer Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg.
- Jeg er meget ærgerlig over den udmelding. Alle involverede har stået her på havnen i Esbjerg og erklæret, at det kun kan gå for langsomt med at få etableret brintrørene, så det er virkelig ærgerligt, det tager så lang tid, lyder det fra den vestjyske borgmester.
Brintrøret skal transportere den grønne energi fra blandt andet de kommende havmølleparker i Nordsøen frem til slutbrugeren i Danmark og ned i Europa.
- Brintrøret er ikke bare et af mange projekter i den grønne omstilling på dansk jord. Det er centralnervesystemet, der skal sikre liv til de energihungrende industrier sydpå, siger Jens Nymark, TV 2s analytiker på TV 2.dk.
Han understreger på TV2.dk, at dagens udmelding fra Klimaministeriet er en bitter pille at sluge - for udover de tre års forsinkelse er der stadig lang tid til at udleve den helt store vision for brintrøret.
- De vestjyske borgmestre, der havde håbet på arbejdspladser og grønne investeringer må væbne sig med lige dele tålmodighed og håb uden garantier, påpeger Jens Nymark.
I Esbjerg håber Jesper Frost Rasmussen, at der fra kan presses på for at få rørene hurtigere i jorden - i hvert fald fra Esbjerg og til grænsen.
- Der er ikke langt fra Esbjerg til grænsen (omkring 80 kilometer red.), så jeg tænker, at det vigtigt at de relativt få kilometer rør bør kunne lægges hurtigere. Vi har mange private investorer, der er allerede har puttet millioner af kroner i projektet, og hele energisektoren og omstillingen til grøn energi er afhængig af, at der sker. Så jeg vil sige, at det bør og skal gå hurtigere.
Udskydelsen får voldsomme konsekvenser
Brintrørene skal fungere som et bindeled mellem et brintlager og en række producenter, der har store planer om brintproduktioner i stor skala, baseret på grøn strøm forskellige steder i Jylland.
Og når røret så når Tyskland, skal det efter planen forbindes med det brintnettet i Europa, som på nuværende tidspunkt skal udbygges af gastransmissionsoperatører i de forskellige lande.
Forsinkelsen har også en dyr slagside. Det er ikke kun i Danmark, vi har sat 2030 som første målstreg for klimaindsatsen. EU’s brintbank vifter med 7,5 mia. kr. til grønne brintprojekter, og den tyske regering lokker tilsvarende med en gulerod i euromilliardklassen.
- Alene den tyske stålproducent ThyssenGroup har 14 mia. kr. øremærket i støtte til at modtage grøn brint til deres energitunge produktion. For at få fingre i de penge skal brinten være klar til at flyde i 2030, og det når vi ikke, siger TV2's Jens Nymark.
Tip os
Har du oplevet noget i forbindelse med emnet, som du gerne vil dele?
Så hører TV SYD gerne fra dig. Skriv til os på tvsyd@tvsyd.dk
Det er helt uforpligtende, og vi behandler dit tip fortroligt.
Husk at tilføje dit navn og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med dig.
Frygter grøn bølge går udenom Danmark
Green Power Denmark, der er interesseorganisation for størstedelen af den danske elproduktion og arbejder for grøn omstilling, frygter Danmark bliver hægtet af den grønne omstilling internationalt.
– Hvis vi først har et brintrør i 2031, kommer vi ikke med på udviklingen i Europa. Så vil de store tyske industrivirksomheder indgå leveringsaftaler med producenter af brint i andre lande. Det kan få negative konsekvenser for Danmark mange år frem, siger Jan Hylleberg, viceadministerende direktør i Green Power Denmark til TV2.
Brintrøret er afgørende for den grønne omstilling, men regeringen stiller ifølge Green Power Denmark hårde betingelser for at bygge det. Sammen med en forsinket tidsplan fra Energinet udgør det en risiko for, at Danmark ikke i tide kommer med på den europæiske udbygning med brint, frygter Green Power Denmark. Hvis røret først er klar i 2031, risikerer udviklingen at gå uden om Danmark.