44 militærhelikoptere flyver over Esbjerg

Helikopteren her er fra en anden NATO-mission ved Baltikum. Foto: Stoyan Nenov/Reuters/Ritzau Scanpix
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgerne i Esbjerg vil de næste dage opleve et sjældent syn. 44 militærhelikoptere skal flyve fra byens havn til byens lufthavn.

Esbjergenserne skal i denne uge rette blik mod himlen, hvis man vil have et ualmindeligt syn.

I løbet af ugen vil 44 helikoptere fra det amerikanske militær nemlig kunne spottes i luften.

Her vil de mandag ankomme med skib til Esbjerg Havn, hvor de så vil flyve over udkanten af byen og ende i Esbjerg Lufthavn.

Helikopterne af typen Ah64 Apache vil derefter flyve videre til Tyskland, Polen og Litauen. Det fortæller Forsvarets Forsvarskommando.

Helikopterne lander som følge af den koordinationsaftale, der underskrives mandag om udbygningen af Esbjerg Havn. 

Omkring aftalen har forsvarsminister Morten Bødskov blandt andet udtalt følgende:

- Esbjerg Havn bliver med de beslutninger, der nu bliver truffet, et nyt sikkerhedspolitisk knudepunkt.

Aftalen gør, at havnen vil modtage mere militært isenkram i forbindelse med Nato-samarbejdet. Mere om den aftale vil blive sagt på et pressemøde mandag klokken 13.

Kan være svære at se fra midtbyen

Selvom helikopterne flyver over Esbjerg, kan det blive vanskeligt at se dem fra midtbyen.

Ifølge Forsvarskommandoen vil de flyve en eller to ad gangen henover middagstimerne de næste dage.

De letter ved Esbjerg Havn, men så flyver de over udkanten af byen. Hvis man ønsker at se en af helikopterne vil det bedste tip være at stille sig ned i nærheden af havnen. 

Forsvarskommandoen kan dog ikke sige, hvor tæt på man kan komme, og de kan heller ikke sige noget om det præcise klokkeslæt, de vil flyve afsted. 

Når helikopterne er landet i lufthavnen, vil de hver især blive stående i omkring en uge. Herefter rettes kursen mod Tyskland, Polen og Litauen.

Derfor investerer Lego i nye uddannelser i Vejle

Grafik: Lasse Lund Hansen
Udgivet

I 2026 åbner SDU i Vejle, hvor man vil udbyde en række it-uddannelser. Det er blevet en realitet i samarbejde med kommunen og Lego. Men hvorfor går Billund-virksomheden ind i det samarbejde?

Fra 2026 og årene efter vil mere end 1.000 studerende rykke ind på SDU i Vejle.

Det nye it-universitet er blevet til virkelighed i et samarbejde med Lego og Vejle Kommune.

I det kommunale budget har man sat 100 millioner af til projektet. Det vides ikke, hvor mange penge Lego går ind i projektet med.

Morten Lundsgaard Degn er Vice President for Digital Technology hos Lego. Foto: LEGO Group A/S

Ifølge Morten Lundsgaard Degn, der er Vice President i Digital Technology i Lego er en af årsagerne, at der er et stigende behov for medarbejdere med de færdigheder, som et kommende it-universitet i Vejle udbyder.

- Vi har rigtig meget brug for digitale talenter og også digitale talenter i fremtiden. Det har vi, fordi digitalisering og teknologi er noget, vi investerer meget i i Lego Group, så det er en strategisk beslutning om, at det vil vi investere mere i, fortæller han.

I Lego har man i dag tre gange så mange digitale medarbejdere, som man havde for tre år siden. Det giver derfor et øget behov for et bedre rekrutteringsgrundlag og vil ifølge Billund-virksomheden også have det i fremtiden.

- Vi vil gerne have en meget stærk intern digital funktion. Derfor kører vi en insourcing-strategi, siger Morten Lundsgaard Degn.

Hvad er insourcing?

Man taler om insourcing – i modsætning til outsourcing - når en virksomhed vælger selv at producere produkter eller ydelser, som man tidligere har købt hos underleverandører.

Kilde: samfundsfag.dk

Den nye campus i Vejle kommer til at tilbyde flere efterspurgte engelsksprogede uddannelser inden for digitalisering, softwareudvikling og kunstig intelligens.

- Det er rigtig rigtig værdifuldt at have den nærhed, og det tror vi på. Så derfor er det dejligt, at der kommer så mange digitale talenter tæt på os om nogle år. Det ser vi frem til, siger han.

Efter planen skal 400 studerende begynde deres bacheloruddannelse på SDU Vejle i 2026. Det forventes at halvdelen vil være internationale studiepladser.

Herefter forventer man de følgende år, når de kandidatstuderende også begynder, at få op mod 1.500 studerende på campus i Vejle.

Udover finansieringen fra Lego er SDU også i dialog med andre virksomheder om støtte.

Kæmperegning på vej til skandalefirma - løj på genbrugspladsen

Arbejdstilsynets billeder fra asbestejendom ved Snogbæk Nederby 16 ved Sønderborg. Foto: Arbejdstilsynet
Udgivet

LM Multiservices får nu en regning på 19.200 kroner plus moms for at aflevere asbestaffald på genbrugsplads i Sønderborg.

Løgne om livsfarligt og ulovligt børnearbejde, sikkerhed på arbejdspladsen og giftige asbesttagplader.

Som om listen af usandheder ikke kunne blive længere, bliver LM Multiservices nu en præsenteret for en kæmperegning fra Sønderborg Kommune efter en løgn på genbrugspladsen.

Efter at have fjernet det asbestholdige tag fra en 550 kvadratmeter stor lade ved Sønderborg i september, transporterede firmaet asbestholdige tagplader til genbrugspladsen i Skodsbøl. Der var 19 paller i alt - til en samlet pris på 23.200 kroner plus moms.

Luini Joe Mammen ejer LM Multiservices og kan nu se frem til en stor regning for affald. Foto: TV2.dk

Skeptisk medarbejder

Private borgere har lov gratis at aflevere den slags affald på genbrugspladsen, og erhvervskunder skal betale pr palle.

I denne sag viste det sig, at den, der afleverede affaldet, nok ikke holdt sig til sandheden. Kommunen og Sonfor er nemlig overbeviste om, at det drejer sig om erhvervsaffald fra nedrivningsarbejdet hos Nick Horup på adressen Snogbæk Nederby 16.

- En af vore medarbejdere blev opmærksom på den anselige mængde af tagplader, som så lidt for spændende ud til at være privataffald, og spurgte chaufføren, om det var privat- eller erhvervsaffald. Svaret var, at det var privat, fortæller Jesper Ryegaard Rasmussen, Genbrug og Affalds Chef hos Sonfor, som er Sønderborgs forsyningsselskab.

Asbestpladerne blev afleveret i dagene 20.-21. september, og den store mængde fik alarmklokkerne til at ringe på genbrugspladsen.

- Vi tjekkede yderligere op på sagen, og med hjælp fra kommunen fik vi lavet en kobling til LM Multiservices, der stod for arbejdet på Snogbæk Nederby, siger affaldschefen.

Der er tale om eternittaget på denne bygning, som indeholder asbest og ikke er fjernet efter reglerne. Foto: TV 2

Byggeaffald i naturen

Sønderborg Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at der efter weekenden 21.-22. september er fundet byggeaffald i naturen to steder. 

I rundkørslen på Nybølvej ved Sønderborgmotorvejen og på en mark ved Bøgevej/Nybølvej.

Der er efterfølgende sendt en partshøring til bygherre og firmaet, der udførte arbejdet, og de skal begge to nu svare på, om de vil vedkende sig byggeaffaldet. Herefter vurderer Sønderborg Kommune, om der skal foretages yderligere.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nick Horup, der ejer ejendommen på Snogbæk Nederby 16, eller LM Multiservices. Ingen af parterne er vendt tilbage på vores henvendelser.

Tema

Asbestsagen

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.