117 år gammel koloni kunne være blevet reddet
Feriekoloni risikerer at forfalde, efter parter ikke kunne blive enige.
Lyden af glade legende børn er væk. Politikerne i Esbjerg Byråd har valgt at spare det væk. Sønderho Feriekoloni er lukket og skal sælges. Imens brænder kommunen cirka 300.000 kroner om året i faste udgifter af på at lade det stå tomt.
En arbejdsgruppe under Borgerforeningen i Sønderho arbejdede længe på at finde en løsning sammen med Esbjerg Kommune. Forgæves.
- Vores ønske var at få en tilnærmelsesvis fri husleje i for eksempel tre år, så vi kunne løbe det i gang som et samlingssted, der både var til gavn for Esbjerg Kommunes skolebørn i sommersæsonen og til gavn for kursister, spejdere og andre, der ville kunne bruge de velegnede bygninger i vinterhalvåret, siger Jørgen Christensen.
Kompromisløs
Sønderhoningen var med i arbejdsgruppen, som til sidst måtte give op. For Esbjerg Kommune ville ikke give husleje væk. Tværtimod lød kravet om den årlige husleje på 450.000 kroner eller - hvis arbejdsgruppen ønskede det - en salgspris på 3,5 millioner kroner.
I mailkorrespondancen mellem arbejdsgruppen og kommunen skriver arbejdsgruppen:
- ... Vi havde tænkt os at videreføre lejrskole og feriekolonien, og i denne sammenhæng må jeg desværre melde tilbage, at ingen lejrskole/feriekoloni i Danmark vil være i stand til at honorere dette. Vi må desværre derfor takke nej til tilbuddet, og ønsker EK (Esbjerg kommune, red.) held og lykke med at finde anden anvendelse for ejendommen.
Politik fjernede ferien
Han vil ikke gisne om den politiske grund til, at man ikke var mere kompromissøgende.
- Vi fik ikke en chance. Man kan sige, at politik desværre fik fjernet en god feriekoloni, siger Jørgen Christensen.
Han fortæller, at arbejdsgruppen ellers fik forhåndstilsagn om økonomisk støtte både fra en lokal fond og en national fond under forudsætning af, at Esbjerg Kommune indgik i et samarbejde med arbejdsgruppen som medsponsor. Det var en forudsætning for arbejdsgruppen og interesserede fonde, at projektet kunne være økonomisk bæredygtig fra en start.
I Esbjerg Kommune fastholdt man, at feriekolonien skulle sælges eller drives på markedsvilkår.
Kontorchef Line Berner skriver i mailkorrespondancen:
- Som du ved, er vi som kommune forpligtede til at følge lovgivningen, og udgangspunktet i denne sammenhæng er, at vi skal opkræve markedsleje.
Som kommunen altså har vurderet til at være 3,5 millioner kroner værd i salgspris og over 450.000 kroner værd i husleje.
Underskriftsindsamling forsøgte også at redde Sønderho Feriekoloni. Sådan lød teksten:
Bevar Sønderho feriekoloni
I mange år har Sønderho Feriekoloni huset skolebørn på lejrskoler, feriekoloni og sociale arrangementer. Nu lukker den som en konsekvens af Esbjerg Kommunes budgetaftale 2024-2027.
I disse uger drager masser af Esbjerg-børn afsted på årets feriekolonier til Sønderho og Rendbjerg. MEN, men, men... de bliver også de sidste børn i Sønderho. For vores omsorgsfulde kommune har valgt at lukke for dette tilbud efter næsten 120 års tradition. Fremover kan vi ikke sende børn på feriekoloni, og vi kan ikke tage vores 3. klasser med til Fanø.
Jeg undres (igen og igen) over den kommunale prioritering, når man ser, hvordan eleverne vokser af at deltage i fællesskabet, af ansvaret (med fx. madlavning, fællesture mm.), og at man ikke ønsker at give vore børn de store oplevelser, vi kan give dem i en så unik natur, som Nationalpark Vadehavet byder på.
Er det kun mig, der synes, det er trist og gerne vil kæmpe en sidste kamp for at redde Sønderho Feriekoloni? Bør vi ikke sammen prøve at få byrådet til at skifte mening i 11. time?
Hjælp mig med at samle underskrifter, så vi kan udfordre kommunen en sidste gang på at bevare Sønderho Feriekoloni.
Troels Haas
Lærer, forældre og...
en af mange voksne med barndomsminder fra en sommerkoloni!
Forhandlinger med nej-hatten på
Formand for Børn- og skoleudvalget, Diana Mose Olsen (SF), siger, at man har lukket feriekolonien som en del af det vedtagne budgetforlig sidste år for at spare på driftsudgifterne. Beslutningen kunne derfor ikke ændres uden at bryde budgetforliget.
- Hvis vores kommunale forvaltning havde taget ja-hatten på, uden at sagen havde været forelagt politisk, så ville de faktisk have haft et problem, for beslutningen var jo truffet som følge af sidste års budgetforlig, siger hun.
Kommunen går nu i gang med at undersøge, om der er klausuler på den 117 år gamle feriekoloni. Hvis det er tilfældet, vil kommunen formentlig forsøge at få dem ophævet, fordi de ellers kan gøre det vanskeligere at sælge den, hvis man ønsker det.
Hvis sagen kommer op igen i det politiske system, så vil det næppe være i hendes udvalg, da bygningen ikke længere hører under Børn- og skoleudvalget. Derimod vil økonomiudvalget blive det sted, hvor det ville ske.