Familie til dømt demensramt i nødråb: - Vi aner ikke vores levende råd
Stort set ingen synes, han skal være, hvor han er, men Retten har bestemt, at det skal være sådan. Nu kommer familien til en 75-årig demensramt mand med et nødråb.
- Vi og vores far, mand, svigerfar og bedstefar har brug for jeres hjælp.
Sådan begynder et brev til regionspolitikerne i Syddanmark og relevante politikere på Christiansborg.
Afsenderen er familien til den 75-årige demensramte mand, der for lidt under tre uger siden blev dømt til at være på en psykiatrisk afdeling. Det på trods af, at hverken afdelingen selv, familien eller eksperter med forstand på demens mener, at det er den rette løsning.
Sidste år i december forvildede den 75-årige mand sig ind i lejligheden til en 99-årig kvinde på plejehjemmet Kongebrocentret i Christiansfeld, hvor de begge to boede på det tidspunkt. På grund af sin demens troede den 75-årige mand angiveligt, at han var hos sig selv, og han blev vred, da kvinden bad ham gå ud.
Derfor skubbede han hende omkuld, og hun fik så alvorlige skader, at hun efterfølgende måtte opereres. Dagen efter blev hun fundet død på Kolding Sygehus.
Anbragt i psykiatrien
29. oktober kendte Retten i Kolding ham skyldig i legemsangreb med døden til følge. Fordi han er syg, kan han ikke straffes, og derfor afgjorde Retten, at han skulle anbringes på en psykiatrisk afdeling. Begrundelsen var, at det ifølge en udtalelse fra Retslægerådet ikke var forsvarligt at have ham i kommunalt regi.
Udfordringen er bare, at psykiatrien ikke er indrettet til mennesker med demens over længere tid.
- Det, som mennesker med demens har allermest behov for, er tryghed, nærvær, genkendelighed og hjemlige rammer. Det er bare ikke det, psykiatrien kan levere. Det ulykkeligt for både den demensramte og de pårørende, der står omkring, at de skal være vidne til noget, der egentlig ikke er det rette tilbud til ham, siger Mette Bossen Linnet (V), der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark.
- Vi kalder det isolation
Den 75-årige mand har været på psykiatrisk afdeling i Aabenraa siden december, hvor han blev varetægtsfængslet i sagen. Allerede i foråret skrev to læger fra afdelingen, at de mente, man forsvarligt kunne flytte den 75-årige til et demensplejehjem, men retslægerådet vurderede det anderledes, og det lænede Retten sig op ad.
TV SYD har tidligere talt med fagfolk med forstand på demens, der er rystet over, at domstolen har anbragt en demensramt mand i psykiatrien. Også Gitte Kirkegaard, der er formand for Demenskoordinatorer Danmark og til daglig demensfaglig leder i Haderslev Kommune mener, det er foruroligende.
- Det gør ondt, at man at man har taget den her drastiske beslutning, at han skal være på en psykiatrisk afdeling. Vi gør alt, hvad vi kan, for, at mennesker med en demenssygdom ikke skal være der, for man kan ikke lave en psykiatrisk afdeling om til et sted, hvor man kan leve og bo, siger hun.
Familie om dom - den værst tænkelige
Familien kaldte dommen den 29. oktober ”den værst tænkelige”, fordi den 75-årige på psykiatrisk afdeling kun må have få personlige ejendele, og personalet ikke har tid til at sidde og spise med ham og give ham, det nærvær, som er vigtigt i plejen af demensramte.
- Han sidder i sin stol alle vågne timer på sin upersonlige hospitalsstue. Mors daglige besøg er eneste sociale kontakt, han har. Personalet siger til os, at vi må forstå, det er en akutpsykiatrisk afdeling og ikke et plejehjem. Vi kalder det isolation, og vi aner ikke vores levende råd, lyder det videre i brevet fra familien.
Både Gitte Kirkegaard og Mette Bossen Linnet mener, at der er behov for en løsning, der kan tage sig af borgere med demens, når de ikke kan være i kommunalt regi. For det er ikke holdbart i længden at anbringe dømte demensramte i psykiatrien, mener de.
- Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde en mellemting altså et plejecenter, hvor vi kunne samle nogle eksperter og nogle, der var vant til at arbejde med borgere udfordrende adfærd, siger Gitte Kirkegaard.
For nu er det svært at gøre noget i sagen med den 75-årige, mener Mette Bossen Linnet. Prognoserne spår om flere mennesker med demens i fremtiden. Dermed risikerer man flere sager som den her, og flere demensramte risikerer at ende i psykiatrien.
- Jeg tror, vi skal rykke endnu tættere sammen med kommunerne om at finde et tilbud, og jeg er også sikker på, det er noget, der kommer til at fylde i regeringens nye sundhedsråd. Det kan godt være, der dukker nogle nye ting op, som kan bremse, at det her bliver præcedens, og at man får et bedre tilbud, siger Mette Bossen Linnet.
Retssag mod demensramt mand
Brugsuddeler både elsker og hader pakker - nu kommer han med opfordring
Højsæsonen for pakker er over os, og det kan man mærke hos Dagli'Brugsen i Bække, hvor pakkerne giver ekstra travlhed for de ansatte.
Vi køber flere og flere ting på nettet.
Det lægger pres på pakkeafhentningsstederne rundt omkring i landet - et af dem er hos Dagli'Brugsen i Bække.
Her bliver arbejdet med at fylde varer på hylderne ofte afbrudt af en kunde, der skal hente en postpakke.
- Det er lidt et had-kærlighedsforhold. Selvfølgelig er det rart, at kunderne kommer ind og får udleveret en pakke. Det er rigtig godt for os som butik, fortæller brugsuddeler Christian Norsk og fortsætter:
- Hadforholdet består i, at det tager tid for os at lægge op på hylderne. Det tager også tid, når kunden skal stå og finde deres numre, og så har de det ikke klar og skal lede alle deres mails igennem. Allerede der har vi tabt penge på at udlevere.
De mange pakker fylder i øjeblikket cirka en tredjedel af butikkens lagerplads. Værst står det til i november, december og ofte også et stykke ind i januar.
Selvom Christian Norsk har sørget for, at der er plads til hver eneste pakke, så har han alligevel en opfordring til deres ejermænd.
- Kom ned og hent den hurtigst muligt, lyder det fra brugsuddeleren, der mener at alle burde have tid til at hente deres pakke den samme dag, de får beskeden om, at den kan hentes.
- Vi har åbent fra 7 til 19.45, så jeg tænker, at man da lige har 5 minutter på et eller andet tidspunkt.
På den positive side glæder Christian Norsk sig over, at byens borgere kan hente deres pakker i byen og ikke skal til nabobyer som Vorbasse eller Vejen.