Et enormt brag gik gennem de tomme hospitalsgange på Brørup Sygehus, der var lukket ni måneder forinden.

Klokken var lidt i ni om morgenen den 9. september 2009.

Med ét var den ellers øredøvende larm fra en elhammer erstattet af en bekymrende stilhed.

For et øjeblik siden stod Bent Rostgaard på et stillads i en meters højde med en elhammer – i gang med at brække det gamle hospital i Brørup ned.

Men en stor murbrok havde revet sig løst og var faldet ned på stilladset, så Bent selv var væltet ned i en stor bunke murbrokker.

I faldet havde han ramt en skarp kant på byggeaffaldet og skåret pulsåren og flere nerver og sener i venstre håndled over, og blodet stod ud til alle sider.

To kollegaer kom ilende til for at finde årsagen til det store brag. De fandt Bent liggende på gulvet i et virvar af blod og cementstøv.

Det sortnede for Bents øjne, og smerten kom i bølgende bevægelser fra armen, inden de ramte Bents hjerne som nådesløse spyd.

En af kollegaerne pressede en finger i det åbne sår i Bents håndled, mens den anden fik ringet efter en ambulance.

9. september 2009 blev en dag, som den nu 58-årige Bent aldrig kommer til at glemme. Ikke mindst på grund af de alvorlige efterdønninger, som ulykken skulle vise sig at få for den ellers hårdføre smed fra Toftlund.

Hård barndom

Bent havde en hård barndom. I skolen blev han mobbet, fordi han var ordblind, og derhjemme var der ikke megen opbakning at hente fra faderen.

Faderen mente, at der kun var én vej frem – og den gik gennem hårdt arbejde. Man skulle klare sig selv, og man skulle i hvert fald ikke have hjælp fra andre.

Det at bede om hjælp og erkende sine utilstrækkeligheder var et svaghedstegn.

Det fik Bent også at mærke, da hans klasselærer i 4. klasse opdagede, at Bent havde svært ved at læse og skrive. Klasselæreren Bodil, der også medvirker i TV SYDs serie, ville have Bent til specialundervisning, men det modsatte faderen sig.

Faderen mente, at Bent bare skulle tage sig sammen - og hvis han ikke kunne det, måtte han lære det på den hårde måde.

I starten kæmpede Bent også selv imod, men med tiden indså han, at lærerne måske havde fat i den lange ende, og at det var godt at tage ved nældens rod og arbejde med det, selvom det gjorde ondt.

Det skulle vise sig ikke at blive den eneste gang, at Bent ville få brug for andres hjælp til at komme igennem det, der var svært i livet.

Genoptræningen begynder

Efter en omfattende operation natten mellem 9. og 10. september 2009, hvor blodårer og sener blev genoprettet, kom Bent Rostgaard hjem til Toftlund.

Det kunne vel ikke tage mere end et par uger, før han var tilbage på fuld kraft, tænkte han.

Men én ting var de fysiske ar. Noget andet var de mentale ar, som skulle vise sig at være langt mere alvorlige end de fysiske. Det, der skulle have været en kort sygemeldingsperiode for de fysiske sår, blev i stedet en længerevarende mental nedtur.

For da Bent Rostgaard var kommet hjem, startede han på genoptræning, og her fandt han hurtigt ud af, at han havde mistet følingen i venstre hånd, der ellers var hans foretrukne til både svejseapparat og hammer.

Det var et hårdt slag i maven på Bent Rostgaard, der altid havde været vant til at klare sig selv. 

Pludselig var Bent ikke længere den stærke familiefar, der forsørgede familien. Nu levede Bent på kommunens nåde. Det var svært for ham at acceptere, at han ikke kunne tjene sin egen løn, men i stedet måtte leve af sygedagpenge.

For Bent, der kommer ud af en landmandsfamilie, hvor man er vant til at klare sig selv, var det en falliterklæring at skulle lægge sin fremtid i kommunens hænder.

Det betød også, at Bent skulle i forskellige jobafklaringsforløb, så kommunen kunne finde ud af, hvor meget han kunne holde til. Imens fik Bent det stadigt værre mentalt.

- Jeg kunne ikke mere, fordi jeg så sort på alting. Der var ingenting, der kunne hive mig op. Jeg følte mig som én stor fiasko. At jeg samtidig skulle igennem revalidering, gjorde bare tingene endnu værre. Systemet er ikke indrettet til at rumme folk med ondt i livet.

Han kunne ikke længere overskue at bevæge sig uden for døren i hjemmet i Toftlund.

En dag i november 2012 tænkte han, at det hele kunne være ligemeget, så han kørte ud i skoven på knallert med et reb.

Det var ligegyldigt, hvor meget benzin der var i tanken, for knallerten skulle ikke køre ham tilbage igen.

Men lige dér, hvor han var allerlængst ude - ude ved sit træ i Lindet Skov - kom han i tanker om sin familie, og han indså, at det var på tide at række ud og bede om hjælp.

- Jeg ringede til min læge og forklarede situationen, og heldigvis stod hjælpen klar.

Gennem samtaler med en psykolog blev Bent bygget op fra bunden, og han fik værktøjer til at give de positive tanker mere plads og lade de negative tanker glide i baggrunden.

- Psykologen lærte mig et lille ord, der hedder pyt, og selvom det var en lille ting, så lærte det mig, at jeg ikke skal hænge mig så meget i mine egne fejl. Det var helt utroligt, hvad psykologen kunne gøre ved mig, så jeg så lysere på tingene.

Det gik op for Bent, at der er masser af leve for – også selvom livet har bump på vejen.

Men det var faktisk ikke kun psykologen, der gjorde, at Bent fik glæden ved livet tilbage. Den ære skulle tilskrives en person, som Bent endnu ikke havde mødt.

Et lys i mørket

For mens tankerne blev stadigt lysere, kom der et endnu vigtigere lyspunkt i december 2015.

Jobkonsulenten på kommunen fortalte Bent, at der muligvis var et fleksjob som smed i landbrugsafdelingen på Gram Slot.

Jobkonsulenten og Bent kørte en tur over til Gram og talte med Svend Brodersen, der sammen med sin kone, Sanne Brodersen, driver Gram Slot, der er et af Danmarks største økologiske landbrug.

- Jeg var helt opløftet af snakken med Svend. Han fik mig til at føle mig noget værd igen, og det fortsatte bare, efter jeg var blevet ansat.

Svend Brodersen fik nærmest en filantropisk status i Bents øjne, og han blev en slags mentor for Bent, der begyndte at føle sig som et menneske igen.

Som arbejdsdagene gik, så Bent Rostgaard mere og mere lyst og optimistisk på tilværelsen.

- Han (Svend Brodersen, red.) gav mig livsmodet tilbage. Han har en evne til at give folk noget selvtillid og en tro på, at man er god nok, som man er. Det er jeg ham dybt taknemmelig for, for set i bakspejlet var det med til at få mig lappet sammen igen.

Men Bents tur i "vridemaskinen", som han selv kalder den, var ikke ovre.

En tur i vridemaskinen

Kommunen ville nemlig have Bent op i timer og prøve ham i forskellige jobfunktioner på slottet. Det førte til, at han begyndte at lave flere og flere fejl. Fejl, som han instinktivt vendte indad og gav sig selv skylden for.

Men også her var godsejeren fra Gram en hjælp.

- Jeg fik bare et klap på skulderen og fik at vide, at jeg skulle se at komme videre. Der blev ikke set skævt til, hvis jeg lavede nogle fejl. Svend Brodersen vidste godt, at det var fordi, jeg havde nået min grænse for, hvor meget jeg kunne arbejde, siger Bent og fortsætter:

- Svend slog i bordet over for kommunen og sagde, at nu var det på tide, at jeg fik et stabilt fleksjob på 18 timer om ugen, og det fik jeg så.

1. juni 2016 blev han tilbudt et midlertidigt fleksjob på 18 timer på Gram Slot, hvor han stadig er den dag i dag.

- Det kommunale system er godt og en god sikkerhed, men man skal have et godt helbred for at kunne klare at være deres modspiller. Og det er jo ikke just det, man har, når man er sygemeldt, siger Bent.

Vigtigt at række ud

Nu er både arbejdsulykken og hans mentale nedtur kommet mere på afstand, og han er klar til at fortælle om det - ikke mindst hvis det kan hjælpe andre at vide, at der altid er lys for enden af tunnelen, hvis man rækker ud.

Bents medvirken i TV SYDs serie krævede da også en del tilløb, men han endte alligevel med at tage kontakt til redaktionen, fordi han mente, at hans historie er vigtig at få fortalt.

Hans budskab er, at det sommetider er nødvendigt at pakke stoltheden væk og erkende, at man har et problem og så tage imod hjælp fra såvel fagfolk som venner og familie.

Lige som med sine psykiske udfordringer og ordblindheden har Bent lært, at det altid er bedst at være åben om sine problemer, for hjælpen er der altid et sted.

- Jeg håber ikke for andre, at de skal derud, hvor jeg var. Men jeg håber, at folk rækker ud, hvis de får brug for hjælp. For der er altid hjælp at hente, lyder budskabet fra Bent.