Program fire blev endestationen for Anette Christensen i konkurrencen, hvor Syd- og Sønderjyder dyster om at være regionens bedste til at skabe blomsterdekorationer. Søndag aften skulle deltagerne lave deres fortolkning af en brudebuket.

Anette havde trådet over 100 hvide roser sammen for at skabe en rund og harmonisk brudebuket. Desværre mente dommerne, at formen på buketten var uharmonisk og sendte derfor Anette hjem.

Til hendes store overraskelse.

- Jeg var i chok, da dommerne sagde, at jeg skulle tage hjem. Jeg koncentrerede mig om at holde en grimasse og ikke tude. Jeg var sur og skuffet, siger Anette.

Da kameraerne slukkede, tog Anette sin brudebuket i hånden, gik ud af teltet og tyrede buketten ind i den nærmeste hæk for at få sin frustration ud af systemet.

Se hvordan det går deltagerne, når dommerne kommer med dagens udfordring

- Jeg syntes, dommerne så et sort får i mig, og jeg følte mig urimeligt behandlet, siger Anette.

Hun var ikke kun ærgerlig over at være blevet sendt hjem. Hendes selvtillid var knækket.

Men det stak dybere end konkurrencen i ’De grønneste fingre’.

Kolik og blomster

Anette er et af den slags konkurrencemennesker, som ikke kan have det siddende på sig, hvis hun ikke gør det godt nok. Hun vil vinde, og hun vil kæmpe for det. Som dengang hun skulle lære at skrive på tastatur i 9. klasse og fik et sekstal. Så tog hun på aftenskole, blev bedre og fik ti. Hun spillede sig også op i de højere ligaer i håndbold, da hun var yngre.

Der var den gamle håndboldarm, som sendte buketten i hækken. Buketter har hun længe været vant til at håndtere. Blomsterbinding voksede fra hobby til at blive meditativt, da hun fik sin anden søn Mikkel for knap 16 år siden. To uger efter fødslen fik han konstateret kolik. Det er en tilstand, hvor nyfødte skriger i timevis.

Hendes mand tog på arbejde tidligt om morgenen og kom hjem sidst på eftermiddagen. Når han trådte ind ad døren, fik han Mikkel i armene, mens Anette fortrak til havens ro for at give ørene en tiltrængt pause.

Der gik hun så og plukkede blomster og bandt dem i større og vildere dekorationer.

- Det hjalp mig med at finde en ro, som jeg havde brug for, siger Anette.

Da Mikkel var tre måneder gammel, forsvandt hans kolik og en mindre støjende hverdag indfandt sig. Men Anette bandt videre på sine buketter. Hun brugte Youtube til at blive bedre. Det skulle være perfekt. Stædigheden, som gjorde hende til konkurrencemenneske, puffede hende til at gøre sit bedste, indtil det lykkedes.

Det var den samme drivkraft, som talte til Anette, da hun meldte sig til TV SYD-programmet ’De grønneste fingre’.

- Så mange menneske har sagt, at jeg er pissegod til at binde blomster. Og så vandt jeg ikke en eneste udfordring i programmet, før jeg blev sendt hjem, siger Anette.

Det var ikke kun billetten hjem, som gjorde hende ked af det.

Et år med afslag

Anette arbejdede tidligere i Legoland som koordinator. Hun var glad for det, men løb hurtigt. For hurtigt.

Hun vidste ikke, hvorfor hjertet bankede hårdere og hurtigere. Hun var tvær, sov ikke om natten og tankerne for afsted.

- Det var sindssygt. Jeg troede, at jeg skulle besvime, siger hun.

Hun tog til lægen, og en sygeplejerske spurgte hende, hvordan hun havde det. Så knækkede hun. Kort efter blev hun sygemeldt med stress.

Efter nogle måneder blev hun enig med sin tidligere arbejdsplads om at stoppe. Det var kort før, hun kunne have fejret sit tiårsjubilæum. Opgaverne harmonerede ikke med hendes tilstand. Det var i august 2019. For knap 14 måneder siden.

Lige siden har hun søgt et nyt job. Hun har været til frugtesløse møder med jobcentre, lavet offensive kampagner for et job og sparket døre ind. Hun har endda søgt fem stillinger som jobkonsulent ved jobcentre, fordi hun mente, at hun kunne gøre det bedre end de jobkonsulenter, hun selv mødte.  

- Jeg troede ikke, at det ville være så svært at finde et nyt job, siger Anette.

Alle steder hun har søgt, er svaret endt med et nej. Det første ja Anette fik, var da hun skulle være med i ’De grønneste fingre’.

- Endelig var der nogen, som sagde ja til mig, siger hun.

Men den gode følelse forsvandt, da Anette fik et nej til at fortsætte i konkurrencen. Hun blev valgt fra igen. Hun fik ikke lov til at vise, at hendes stædighed og konkurrencementalitet kunne gøre hende god nok til at vinde. I stedet måtte hun drage hjem uden at vinde en eneste udfordring.

Det var den følelse, som fik hende til at tyre den nybundne brudebuket i hækken med håndboldarmen, da kameraerne slukkede. Hvis ikke hun skulle have været med til nogle sidste optagelser, var hun skredet fra det hele.

- Det går mig på, at jeg ikke har fundet et nyt arbejde efter al den tid, siger hun.

I dag griner hun af, at hun smed buketten i hækken. Hun ved, at det var øjeblikket, skuffelsen og frustrationerne, som tog kontrollen. 

Men hun vil ikke have, at andre tror, hun krøller sig sammen i privaten og drømmer om bedre tider. Hun er blevet mindre kritisk i forhold til de stillinger, hun søger. Hun vil gerne pendle længere, arbejde i nye brancher og researcher grundigt potentielle arbejdspladser. Nogle gange så grundigt at hun læser deres regnskaber for at vide alt.

Hun håber, at nogen har fået øjnene op for hende efter ’De grønneste fingre’. At de kan se hendes drivkraft og kreative blik for blomster.

Indtil da søger hun videre og binder sine blomster fra haven.

Nu er der ro.