TV SYDs Dorte Callesen i Vietnam: De er bange for os
TV SYDs Dorte Callesen og Thomas Davidsen får deres drømmerejse afbrudt af corona og statsministerens melding om hurtigst at rejse hjem til Danmark.
Hvad der skulle have været en drømmerejse, er pludselig blevet til rejsekaos for TV SYDs Dorte Callesen. Lige nu er hun fanget i Vietnam med sin kæreste Thomas Davidsen, efter at Statsministeren fredag appellerede til alle danskere i udlandet om at komme hjem.
- Vi har forsøgt i tre dage at komme igennem til KLM, men det er fuldstændig umuligt. Og vores billet går over Malaysia, som ikke længere vil tage imod danskere. Ikke engang i transit, siger Dorte Callesen, studievært hos TV SYD.
Parret har først hjemrejse den 27/3, men grundet den deres planlagte mellemlanding i Malaysia, som nu ikke tager imod danskere, frygter de ikke at kunne komme hjem, hvis flere lande lukker ned.
- Vi har jo ikke lyst til at komme hjem, men vi er bekymret for ikke at kunne komme ud af Vietnam, hvis lufthavnene lukker, siger Dorte Callesen.
Vi havde aldrig forestillet os, at en statsminister ville sige, at vi skulle komme hjem.
Dorte Callesen, Studievært, TV SYD.
Første tur med backpack
Den 5. Marts rejste hun og hendes kæreste Thomas Davidsen afsted til Vietnam på deres første rejse til Asien nogensinde. En tur de havde planlagt i over et halv år:
“Nu gør vi noget, vi aldrig har prøvet før. De næste 4 uger rejser vi fra den kinesiske grænse og ned gennem Vietnam til det sydligste Mekong - med rygsække på. Vi er spændte på hvad der venter os.” - skrev Dorte Callesen på sin Facebook-profil.
På det tidspunkt var kun 16 mennesker berettet smittet i Vietnam ud af 95 millioner mennesker, og de danske rejsevejledningerne sagde stadig god for Vietnam. Og Vietnam sagde god for danskere. Men det ville komme til at ændre sig.
Tidslinje over coronaudbrud i Danmark:
27/2: Første dansker smittet med covid-19.
6/3: Statsministeren opfordrer til at aflyse arrangementer med mere end 1000 deltagere.
10/3: Regeringen opfordrer til at undgå offentlig transport i myldertiden.
11/3: WHO betegner udbruddet som en pandemi.
11/3: Statsministeren lukker skoler og daginstitutioner.
13/3: Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til hele verden den næste måned, og statsministeren beder alle danskere i udlandet om at komme hjem.
14/3: Danmark lukker grænserne.
Ture aflyst: Det lukker i hælene på os
Blot efter en uge i Vietnam begynder coronavirussen at få indflydelse på Dorte Callesen og Thomas Davidsens rejse. Først bliver et besøg til det tidligere fængsel “Hotel Hanoi” aflyst, fordi en smittet har besøgt museet, og få minutter efter bliver parret kontaktet og får besked om, at deres tur til Halong Bay også er aflyst.
- Vi var mega ærgerlige, fordi Halong Bay var noget af det, vi havde glædet os mega meget til. Så blev vi i stedet tilbudt af selskabet bag en tur til Ninh Binh, som også skulle være fantastisk. Så der tager vi ned dagen efter, og her vi viser os at være det sidste hold. For lige efter os, så lukker de også Ninh Binh, fortæller Dorte Callesen.
Vi bliver råbt af i bussen, og folk gemmer hovedet ned i blusen, når vi passerer.
Dorte Callesen, Studievært, TV SYD.
Og derfra går det slag i slag med, at turistattraktioner lukker.
- Hvordan er det at være der?
- Det er underligt. Det er jo slet ikke det, vi havde regnet med. Det hele er lidt i hælene på os. Alt lukker efter os, siger Dorte Callesen.
De er bange for os
Herefter bliver opmærksomheden skærpet mod danskere.
Fra d. 12/3 bliver mulighederne for visumfri indrejse for danske statsborgere midlertidigt ophævet. Og d. 15/3 bliver der indført et decideret indrejseforbud for alle turister, der kommer fra Danmark, eller som har opholdt sig i andre Schengen-lande eller UK inden for de seneste 14 dage.
- De er bange for os. Vi bliver råbt af i bussen, og folk gemmer hovedet ned i blusen, når vi passerer. Det ødelægger jo vores ferie, og det er svært at slappe af i det, siger Dorte Callesen.
Tidslinje over Dorte Callesens tur:
5/3: Dorte Callesens rejser til Vietnam.
11/3: Dorte Callesen oplever de første nedlukninger af turistattraktioner.
12/3: Vietnam ophæver muligheden for visumfri indrejse for turister.
13/3: Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til hele verden den næste måned, og statsministeren beder alle danskere i udlandet om at komme hjem.
15/3: Vietnam indfører et decideret indrejseforbud for alle turister, der kommer fra Danmark, eller som har opholdt sig i andre Schengen-lande eller UK inden for de seneste 14 dage.
16/3: Vietnam kræver, at alle vietnamesere og besøgende skal bære mundbind på offentlige steder, herunder i supermarkeder, togstationer, og under al offentlig transport. Samt alle flyrejsende under flyvninger og i lufthavnene.
Havde ikke forestillet sig det her
På nuværende tidspunkt befinder parret på et hotel i Da Nang. Her må man gæsterne grundet corona ikke længere spise morgenmad med andre. Så det skal hentes i buffeten og spises på værelset.
- Hvordan har I det med, at afbryde jeres rejse?
- Det er noget lort, siger Thomas Davidsen.
De tør ikke rejse for langt væk fra lufthavnene i tilfælde af, at der bliver en afgang hjem ledig.
- Hvad var jeres overvejelser med at rejse i første omgang?
- Vi havde slet ikke forestillet os, at det ville komme hertil. Altså vi havde i hvert fald aldrig forestillet os, at en statsminister ville sige, at vi skulle komme hjem, siger Dorte Callesen, som understreger, at parret dog har aftalt at tage turen igen på et tidspunkt.