Skraldemand smittet med corona - vask din spands håndtag for en sikkerheds skyld
Skraldemand i Aabenraa er smittet med corona. Derfor opfordres borgere til at desinficere håndtag på skraldespanden.
En medarbejder hos renovatør Harm Mammen og Sønner er smittet med corona-virus. Medarbejderen var chauffør på de ruter, som tømmer genbrugsbeholdere og skraldespande for Arwos i Aabenraa Kommune.
Derfor kommer forsyningsselskabet Arwos med en klar opfordring til sine kunder:
- Alle kunder opfordres til at vaske eller desinficere håndtag på låg og selve skraldespanden. På den måde kan vi alle bidrage til at mindske smittespredningen, siger direktør Ole Damm.
Medarbejderne benytter typisk handsker, når de tømmer beholdere. Alligevel opfordrer Arwos forbrugerne til at vaske håndtag på beholderne - for en sikkerheds skyld. Du kan se en vejledning her.
Chaufførerne har været på flere ruter rundt i Aabenraa Kommune. Er du tilmeldt Arwos’ SMS-ordning før tømning - og bor du på en strækning, hvor de tre chauffører har været forbi - får du tilsendt til SMS fra Arwos med selvsamme opfordring til desinfektion af beholder-håndtagene.