Politiet efterforsker 'hændelse'

Fotoarkiv. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD
Udgivet

Politiet er til stede på en adresse på Barkmøllegade i Aabenraa.

Det skriver politiet i et opslag på X.

Ifølge opslaget efterforsker politiet "en hændelse", men der er ikke yderligere oplysninger om sagen.

De spiste kartoffelsalat sammen, bagefter slog han hende bevidstløs

Connie Maybrith Eden har arbejdet med psykisk syge mennesker i mange år, nu på den lukkede afdeling i Middelfart. I september oplevede hun for første gang et voldsomt overfald.
Udgivet

Medarbejder blev angrebet af en mand på den lukkede afdeling. Hun er ikke vred på den psykisk syge mand, men efterspørger flere ressourcer.

Det var en fredelig og rolig aften i september. Men så blev stilheden brudt, inde på det retspsykiatriske døgnafsnit i Middelfart.  

- Vi havde egentlig haft det meget hyggeligt. Vi havde grillet, og vi spiste kartoffelsalat sammen. Der havde ikke været nogen uenighed eller noget, fortæller Connie Maybrith Eden, som har arbejdet på den lukkede afdeling i et par år.

Men pludselig blev freden brudt.

Han slog løs på mig, i hvert fald 20 gange. Han trådte også på mig

Connie Maybrith Eden, socialpædagog, Fredericia

- En anden patient var meget vred og udadreagerende, så jeg gik ud i fællesrummet for at få andre patienter væk fra området. Og ham, jeg lige havde spist sammen med, blev meget frustreret og slog løs på mig, i hvert fald 20 gange. Han trådte også på mig, men jeg var ret hurtigt bevidstløs, så jeg husker det kun i glimt, siger Connie Maybrith Eden.

Sådan så Connie Maybrith Eden ud i dagene efter overfaldet.

- Han er jo syg

Hun blev hentet af en ambulance, der kørte hende til akutafdelingen på Kolding Sygehus. Hendes ansigt var forslået, gult og blåt, og hun havde bøjede ribben og en meget voldsom hjernerystelse. Nu er hun tilbage på døgnafsnittet på nedsat tid.

Er du vred på ham?

- Nej, overhovedet ikke. Han er jo syg, og så var det tilfældigvis mig, som stod der. Det var jo ikke noget personligt, der fik ham til at angribe mig, siger Connie Maybrith Eden.

Søde og rare mennesker

Retspsykiatrien behandler psykisk syge voksne, som har fået en dom til behandling, eller som er varetægtsfængslede, mens de venter på deres dom.

Det er vigtigt for hende at understrege, at et meget stort flertal af psykisk syge højst er farlige for dem selv.

De har psykoser, så de gør nogle ting

Connie Maybrith Eden, socialpædagog, Fredericia

- 98 procent af tiden er det jo et hyggeligt og rart sted at være med gode kollegaer, og det er søde og rare mennesker, som er indlagt. De er alvorligt syge, så det skal man gøre sig klart, og de har psykoser. Så gør de nogle ting, siger Connie Maybrith Eden.

Hun forklarer, at der var en sygemelding den aften i september. Der var ikke indkaldt en vikar, så derfor var afdelingen mere sårbar end med fuld bemanding.

Vold i vaskekælder

I det hele taget er psykiatrien under pres med ubesatte stillinger og problemer med at finde egnede steder til de psykisk syge, som dømmes for farlig kriminalitet.

Det så man 2. juledag i Vejle, hvor en 20-årig kvinde blev overfaldet i en vaskekælder af en psykisk syg mand, som senere forklarede i retten, at han var vred og ledte efter et tilfældigt offer. Manden var tre måneder før dømt til anbringelse efter en anden voldssag, men kommunen havde endnu ikke kunnet finde et bosted til ham.

Mangler ressourcer

Man ser det også i statistikkerne, hvor antallet af anmeldte voldssager i retspsykiatrien er steget. Connie Maybrith Eden har ikke meldt overfaldet på hende til politiet. Hun er mere optaget af, at systemet har god plads til forbedring.

- Altså, kapaciteten er her jo ikke. Vi har også sommetider patienter, som er her længere, fordi der ikke er et andet tilbud til dem i den kommune, de nu hører til i. Det er jo nemt at pege fingre ad kommuner og regioner, men det handler jo om ressourcer, siger hun.

Helt tilbage i 2021 lovede daværende justitsminister Nick Hækkerup, at en arbejdsgruppe senest i 2022 skulle komme med nye løsninger. Men gruppen er ikke færdig endnu.  

Johnny Madsen er død - reaktionerne strømmer ind

Udgivet

Fanø-kunstneren døde mandag efter længere tids sygdom.

Den 73-årige musiker og kunstner Johnny Madsen er død.

Det oplyser hans søn, Rasmus Madsen, på sin fars Facebookside og til Ekstra Bladet.

Her skriver han, at Johnny Madsen sov stille ind i sit hjem på Fanø mandag eftermiddag efter længere tids sygdom.

- Det er ingen hemmelighed, at min far var hård ved sit system. Og han var rock'n'roll til det sidste. Nu kunne hans system bare ikke mere, siger Rasmus Madsen til Ekstra Bladet.

Johnny Madsen har haft en lang karriere som musiker med hits som 'Udenfor Sæsonen', 'Færgemanden' og 'Johnny the Blues'.

Han spillede desuden i trioen Dalton med Allan Olsen og Lars Lilholt.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.