Politiet tilstår: Det var en fejl at afvise turister fra Slesvig-Holsten ved grænsen
Fra midnat trådte nye restriktioner for indrejse til Danmark fra højrisikolande i kraft - men allerede fredag afviste politiet ved en fejl rejsende fra Slevig-Holsten, hvad nu beklages.
André Arnold og hans kone Claudia fra Aumühle i Slesvig-Holsten blev fredag formiddag ved 11-tiden afvist ved grænsen af politiet, der forlangte at se en negativ coronatest.
Vi har lavet en fejl, som vi beklager - og vi undskylder for, at et mindre antal borgere fra Slesvig-Holsten ved en fejltagelse er blevet afvist.
Brian Fussing, politiinspektør, leder af Udlændingekontrolafdelingen
Familien var på vej i sommerhus på Fanø og blev stoppet på grænsen ligesom flere andre rejsende fra Slesvig-Holsten. Først efter tre timers venten i uvished fik de lov at køre ind i Danmark.
Nu erkender Syd- og Sønderjyllands Politi, at det var en fejl.
- Vi har lavet en fejl, som vi beklager - og vi undskylder for, at et mindre antal borgere fra Slesvig-Holsten ved en fejltagelse er blevet afvist, siger leder af Udlændingekontrolafdelingen, (UKA Vest), politiinspektør Brian Fussing lørdag morgen.
Familien Arnold havde fremskyndet deres to ugers ferie på Fanø allerede fredag. På den måde behøvede de nemlig ikke en negativ coronatest, da de er fra Slesvig-Holsten, og borgere derfra først skulle omfattes af den regel fra midnat - og altså ikke før.
Politiet erkender, at der ved en fejl fredag er der sket afvisning af et mindre antal borgere fra Slesvig-Holsten, som skulle have haft lov til at rejse ind i Danmark.
Hvordan fejlen er konkret opstået, har politiinspektør Brian Fussing endnu ikke viden om - men der har været mange regelændringer for indrejse, som skulle fortolkes og kommunikeres ud til de betjente og soldater, der varetager kontrollen ved grænseovergangene, understreger politinspektøren.
Fakta
- Fra midnat natten mellem fredag og lørdag er Slesvig-Holsten kategoriseret som en karantæneregion.
- Det betyder for borgere bosiddende i Slesvig-Holsten, at man skal have et anerkendelsesværdigt formål med at rejse ind i Danmark, eksempelvis at man skal arbejde. I tilfælde af at man som borger fra Slesvig-Holsten ikke har et anerkendelsesværdigt formål med at rejse ind i Danmark, så kan man alligevel få lov at rejse ind, hvis man kan fremvise en negativ covid-19 test.
- Se også coronasmitte.dk for en mere detaljeret uddybning af reglerne for at kunne rejse ind i Danmark.