Lalandia skruer op for kloren for at slå coronavirus ihjel
I feriecentret Lalandia, der ligger i Billund og på Lolland, har man for længst hævet klorindholdet for at undgå risiko for overførsel af corona.
Visse svømmehaller bør hæve koncentrationen af klor i vandet for at undgå, at coronavirus kan overføres mellem badegæster.
Det er beskeden fra Miljøstyrelsen på styrelsens hjemmeside.
Opfordringen gælder indendørs svømmehaller, som kører med et særligt lavt niveau af klor på under 0,8 milligram klor per liter vand.
Baggrunden er, at Styrelsen for Patientsikkerhed over for Miljøstyrelsen har rejst tvivl om, hvorvidt et lavt klorindhold er tilstrækkeligt til at inaktivere coronavirus.
Feriecentret Lalandia er et af de steder, der har tilladelse til et særligt lavt niveau af klor i vandet.
Men her har man allerede skruet op for klorindholdet.
- Det gjorde vi allerede tilbage i marts, da WHO (Verdenssundhedsorganisationen, red.) anbefalede, at man skruede op til 1 milligram klor per liter, siger Kent Skovdal, vandtekniker hos Lalandia.
- Vi skal passe på os selv og vores gæster. Det er ikke noget, man tør gamble med, siger Kent Skovdal.
Nye svømmehaller godkendt til lavt klorindhold
Mange nyere svømmehaller er ifølge Kent Skovdal godkendt til et lavt klorindhold ned til 0,4 milligram per liter.
Det lave indhold af klor er ekstra skånsomt over for badegæster, der reagerer på klor.
Det vil formentlig være de færreste, der ifølge Kent Skovdal kan mærke forskel på, om niveauet er 0,4 eller 1 milligram klor per liter vand.
- Det er stadig lavt i forhold til, hvad det var i gamle dage.
- Da kørte man med et noget højere klorindhold - op til 3-5 milligram per liter vand.
- Men man fandt ud af, at det høje indhold ikke havde nogen effekt - ud over at det gav røde øjne for de badende, siger Kent Skovdal.
De fleste svømmerhaller har skruet op
Lars Norring er formand for brancheorganisationen Dansk Svømmebadsteknisk Forening.
Han oplyser, at langt de fleste svømmehaller med lavt indhold af klor skruede op for klorindholdet, da WHO kom med sin anbefaling i foråret.
- Det giver god mening, og øvelsen er gennemført langt de fleste steder.
Om det ekstra høje indhold af klor bliver den nye norm - eller om svømmehallerne igen kan skrue ned - tør han på nuværende tidspunkt ikke spå om.
- Men jeg er ret overbevist om, at med den fokus, der er på, at vi skal udsætte os selv for så lidt kemi som overhovedet muligt, så kommer vi til at styre efter det lave niveau af klor i de bassiner, der kan håndtere det, siger Lars Norring.
Landets svømmehaller fik for en måned siden mulighed for at genåbne med visse forholdsregler, blandt andet ekstra afstand i omklædningsrummene.