Givskud Sogn opfylder ikke længere kriterierne for nedlukning
Søndagens smittetal: Samlet set er smittetallene i det syd- og sønderjyske det laveste siden 12. april i år.
Givskud Sogn måtte lukke ned for skoler, lokaler til idrætsaktiviteter og Givskud Zoo, da sognet i Vejle Kommune torsdag opfyldte alle kriterierne for automatisk nedlukning.
På daværende tidspunkt var positivprocenten over tre, incidenstallet over 600 og der var over 20 nysmittede.
Nu opfylder sognet kun to ud af de tre kriterier for automatisk nedlukning, fordi antallet af nysmittede er faldet til 17 tilfælde.
Men det betyder ikke, at sognet igen må åbne, for tallene skal være under et af kriterierne i mindst syv dage, før det er tilladt at åbne igen.
Følgende krav skal opfyldes, for at et sogn automatisk lukkes ned
Mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage.
Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage.
Positivprocent på mindst tre procent de seneste syv dage.
Kilde: Sundhedsministeriet
Mens det lysner i Givskud Sogn, så er der stadig risiko for nedlukning i sognene Vester, Ringive, Lindeballe og Kollerup i Vejle Kommune, der alle opfylder to ud af tre kriterier med undtagelse af antallet af nysmittede. Det tal er under 20 i alle sognene med det højeste i Vester Sogn på seks nysmittede.
I Hjerpsted Sogn i Tønder Kommune og Hornum Sogn i Hedensted er de også i risiko for nedlukning. De opfylder ligeledes to ud af tre kriterier, men incidenstallene falder dog kraftigt i begge sogne.
Fald fjerde dag i streg
Ser man på det samlede antal smittede i det syd- og sønderjyske inden for den seneste uge, så er det fjerde dag i streg, at smittetallene bevæger sig ned. Ifølge en opgørelse, vi har foretaget her på TV SYD, skal man tilbage til 12. april i år for at finde et samlet smittetal, der er lavere end de 505 smittede, som dagens tal viser.
Dykker man ned i tallene for de enkelte kommuner, sker det mest bemærkelsesværdige i Esbjerg Kommune, hvor der også er faldende smittetal. For fem dage siden havde kommunen 117 smittede over en uge, mens den i dag er på 73 over en uge.
Selvom smittetallene i nogle enkelte sogn i Vejle Kommune nærmer sig kriterierne for nedlukning, så bevæger kommunens samlede smittetal sig i den opløftende retning med 133 smittede over en uge. For fire dage siden lød det tal på 165.
Find din kommune herunder:
Kommune | Incidenstal | Justeret incidenstal | Smittetal |
---|---|---|---|
Vejle | 115,1 | 96,82 | 133 |
Vejen | 112,5 | 99,25 | 48 |
Billund | 86,6 | 63,75 | 23 |
Horsens | 68,3 | 58,98 | 62 |
Esbjerg | 63,3 | 56,54 | 73 |
Fanø | 57,4 | 74,39 | 2 |
Fredericia | 54,7 | 41,25 | 28 |
Tønder | 45,5 | 46,16 | 17 |
Hedensted | 40,7 | 28,23 | 19 |
Sønderborg | 40,5 | 29,46 | 30 |
Kolding | 32,3 | 25,31 | 30 |
Varde | 32 | 29,67 | 16 |
Haderslev | 27 | 23,01 | 15 |
Aabenraa | 15,3 | 12,42 | 9 |
Stabil situation
På landsplan er 853 testet positive det seneste døgn ud af et samlet antal PCR-test på 144.110. Det giver en positivprocent på 0,59.
138 personer er indlagt, hvoraf 29 er på intensiv.
Ifølge Thorkild Sørensen, der er professor emeritus i epidemiologi på Københavns Universitet, viser tallene, at der er kontrol med smitten.
- Vi er fortsat i en stabil situation, og en meget vigtig pointe er, at den øgede genåbning af samfundet ikke har manifesteret sig i øget smitte, et væsentligt øget antal indlæggelser eller flere dødsfald, siger han til Ritzau.
Varde har flest vaccinerede
I Region Syddanmark er 23,7 procent færdige med vaccination, mens 40,5 procent er i gang med vaccinationen. I Region Midtjylland er 22,4 procent færdige og 38,8 procent i gang. Varde er den kommune i det syd- og sønderjyske, hvor den største andel er i gang med vaccinationen, hvor 46,6 procent er i gang.