Butiksdøren er låst, men tøjsalget fortsætter
Flere butikker er kreative for at kunne fortsætte salget, selvom butikken er tvunget til at holde lukket.
Lotte Johansen er ved at ringe til en kunde med sin mobiltelefon, og imens ringer butikkens telefon. Telefonen er lige nu et af de vigtigste arbejdsredskaber for ejeren af tøjbutikken Lottes i Horsens.
Butikkens dør er lukket og låst, og det skal den være frem til den 18. januar. Inde i butikken går Lotte Johansen rundt alene. Medarbejderne er sendt hjem på lønkompensation, men selvom butikken er tom, så er der travlt:
- Jeg har travlt, jeg har meget travlt. Det er både på telefonen, og der er folk, der skal afhente tøj fra i går, og de ringer og skriver på Facebook. Så jeg har travlt, men det er dejligt.
Nye måder at sælge på
I mandags lagde Lotte Johansen en video på Facebook, hvor hun fortalte sine kunder, at hun tilbyder, at de stadigvæk kan købe tøj i butikken ved at ringe eller skrive til hende. Via FaceTime kan hun vise dem udvalget, og på Facebook bliver der lagt forskellige videoer op, som viser tøj frem.
Siden da har hun haft travlt. Videoen er blevet delt af mere end 400 mennesker, og kunderne ringer og skriver for at købe tøj. Flere af kunderne kender butiksejeren så godt, at hun vælger tøj til dem, som de kan få med hjem og prøve.
- Det er taget fuldstændig vildt flot imod, fortæller Lotte Johansen.
Kunderne kan enten afhente tøjet ved butikken - uden at komme ind, og Lotte Johansen kører også gerne forbi med varerne hjem til kunderne. Varerne betales med MobilePay.
- Vi gør noget helt andet
- Jeg tror da, at det er vigtigt, at man ikke falder i en sovepude. Det duer ikke i den her tid. Der er vi bare nødt til at sige, at vi gør noget helt andet, end det vi er vant til. Så man må bare tænke anderledes, fortæller butiksejeren.
Der bliver løbet hurtigt rundt i butikken for at nå det hele. Men Lotte Johansen er glad for, at der er noget at give sig til, indtil hun igen må lukke kunderne ind i butikken.
Da butikkens januarudsalg er aflyst, har hun valgt at give kunderne 30 procent rabat på købene, men selvom der er gang i handlerne, er indtjeningen ikke lige så høj, som den plejer at være:
- Det er jo klart, at vi kan aldrig nå op på de beløb, som vi kunne have solgt for, hvis vi havde haft åbent.