Børn gennemskuer SoMe-glansbilleder: - Man er jo god nok, som man er
Eleverne i 6.D på Lyshøjskolen i Kolding har lært, at ikke alle billeder på de sociale medier viser den sande virkelighed.
Håret sidder perfekt, og makeuppen ligger pænt. Det er ikke nødvendigvis den fulde sandhed, der ligger bag billeder på Instagram.
- Jeg tror, billederne kan gøre, at vi alle sammen forventer noget mere af os selv. At vi alle forventer, vi er pænere, end vi er, og det kan give lavere selvtillid og selvværd, siger Anna Toft Larsen.
6.D på Lyshøjskolen i Kolding har deltaget i en workshop om sociale medier, selvtillid og selvværd, som er arrangeret af Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.
Eleverne tager gode råd og redskaber fra workshoppen med sig, når de scroller ned gennem billederne på Instagram.
- Man skal ikke rette sig efter, hvad man ser, for man er perfekt, som man er, siger Sofie Høegholm.
Hun er ikke den eneste, der tog det gode råd med fra workshoppen. Emilie Mark Amby lærte, at det ikke altid er den sande version, som billederne viser.
- Vi er alle sammen forskellige, og der er meget uægte på Instagram, man ikke skal tro på, siger hun, mens klassekammeraten Engi Addo fortæller, at hun bemærker, hvis nogle billeder er blevet redigeret.
- Nogle gange kan man se, at billederne er photoshoppet, og så tænker jeg, hvorfor man skal photoshoppe? Man er jo god nok, som man er, siger hun.
På workshoppen blev eleverne også klogere på, hvordan de sociale medier kan påvirke de unges kropsopfattelse, men også at det er vigtigt at være kritisk over for billeder på Instagram.
- Billederne kan nogle gange være fup, når folk bare har puttet alle mulige filtre på. Jeg synes, det er uhyggeligt, og jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor de gør det, siger William, og det er klassekammeraten Sylvester Skjødt Hansen enig i.
- Jeg synes, det er åndssvagt, at der er nogen, som hellere vil ligne en mærkelig barbiedukke end sig selv, siger han.
Børnenes Danmark
Hvordan ser dagens Danmark egentlig ud, hvis man ser det fra børnehøjde?
Uge 41 har TV2 og de otte regionale tv-stationer fokus på Børnenes Danmark.
Folkeskolereform, minimumsnormeringer og nationale tests fylder meget, men hvad er børnene optaget af?
Et børnepanel, bestående af 6. klasseselever fra hele landet, forsøger at give et indblik i, hvordan det er at være barn i 2019 og hvilke bekymringer, der kan være.