6. klasseselever om venskab: Man skal have én, man kan stole på
Rundspørge blandt 6. klasseselever afslører, at en god ven er nødvendig for at have et godt liv. Få fem gode råd om venskaber her.
Når man beder børn om at forklare, hvad der betyder noget, er gode venskaber noget af det allervigtigste for dem.
Spørg bare Nikolaj Benkjer Nielsen fra 6. klasse i Hammelev:
- Man skal have én, man kan stole på. Hvis jeg har brug for at fortælle noget, så får jeg det bedre af at sige det til min bedste ven, siger han og peger over på sidemanden og bedste ven Nikolai Vestergaard, der også går i 6. klasse på skolen.
TV 2's otte regioner har lavet en rundspørge blandt 200 6. klasses-elever over hele landet. Eleverne mener, at gode venner er vigtigere end for eksempel fred i verden, at klare sig godt i skolen eller at forældrene ikke skændes. Kun miljøet og klimaet har marginalt højere prioritet hos de 12-13-årige.
TV SYD har spurgt 6. klasses-elever fra Hammelev Skole mellem Vojens og Haderslev, hvad der hører til et godt liv. Næsten enstemmigt siger de, at det er dejligt, når en god ven vil lægge øre til, hvis man bøvler med noget enten derhjemme eller i skolen.
Bedstevennerne Nikolaj og Nikolai taler for eksempel også om problemer derhjemme, og de er enige om, at det ville være trist ikke at have en god ven.
- Hvis jeg ikke havde nogen at fortælle den slags til, ville jeg blive ked af det. For nogle gange har man bare brug for at sige det, siger Nikolaj Benkjer Nielsen.
Mangel på venner fører til ensomhed
To af deres klassekammerater, Christian og Malou, er meget enige i deres betragtninger.
- Det er vigtigt at have én, man kan snakke med, når man har det svært. Hvis man for eksempel er uvenner med nogen, fortæller Christian Madsen Loholm.
Klassekammeraten Malou Majeske har et bud på, hvad der ville ske, hvis man ikke havde nogen at snakke med.
- Så kan man føle sig ensom og blive ked af det, siger hun.
Børnenes Danmark
Hvordan ser dagens Danmark egentlig ud, hvis man ser det fra børnehøjde?
Uge 41 har TV2 og de otte regionale tv-stationer fokus på Børnenes Danmark.
Folkeskolereform, minimumsnormeringer og nationale tests fylder meget, men hvad er børnene optaget af?
Et børnepanel, bestående af 6. klasseselever fra hele landet, forsøger at give et indblik i, hvordan det er at være barn i 2019 og hvilke bekymringer, der kan være.
Venner erstatter forældre
Hos organisationen Børns Vilkår, som har fokus på børns rettigheder og trivsel, er man ikke overrasket over de svar, 6. klasseseleverne fra Hammelev giver.
Sanne Lind arbejder til daglig som børnefaglig konsulent i Børns Vilkår og nikker genkendende til børns behov for venner.
- I den alder (6. klasse, red.) bliver tilknytningen til forældrene mindre. Børnene løsriver sig fra de voksne, og derfor bliver venskaberne endnu vigtigere, fortæller hun til TV SYD.
Sidste år ringede knap 50.000 børn ind til Børnetelefonen, som Børns Vilkår driver. De tre vigtigste emner for de børn, som ringede ind, var:
Kærlighed/forelskelse (ca. 17 %)
Forhold til forældre (ca. 14 %)
Venner/uvenner (ca. 10 %)
- Når puberteten indtræffer, begynder børnene at mærke, at noget er svært. Derfor er det ekstra vigtigt at have gode venner at betro sig til, og derfor bliver venskabsrelationen så vigtig, fortæller Sanne Lind og tilføjer:
- Hvis man bliver uvenner med nogen, har man også brug for gode råd fra voksne. Men fordi børnene er i en løsrivelsesproces, er det svært at få hjælp fra forældrene i den alder. Derfor opsøger de andre voksne som for eksempel Børnetelefonen.
På Børns Vilkårs hjemmeside kan man finde fem gode råd om venskaber.