Sag om tidligere borgmesters grund droppes
Grunden på Argentinervej i Fredericia har været en del af kommunens eksterne undersøgelse, der er foretaget af Horten Advokater.
Ankestyrelsen har besluttet ikke at rejse en tilsynssag mod Fredericia Kommune efter over et års vurdering.
Det skriver Fredericia Dagblad på baggrund af en aktindsigt i et brev fra Ankestyrelsen til Fredericia Kommune.
Styrelsen gik i december 2020 ind i sagen, fordi der florerede flere historier om, at den tidligere borgmesters køb af en grund på Argentinervej i Fredericia var ulovlig. Senere har en advokatundersøgelse af købet afgjort, at kommunen brød reglerne, da de indgik handlen med den tidligere borgmester, men at Jacob Bjerregaard ikke havde gjorde noget ulovligt.
Men nu ser det ud til, at kommunen har fået rettet op på sine procedurer, og Ankestyrelsen vælger derfor ikke at rejse en tilsynssag.
- Vi har gennemgået advokatundersøgelsen og Hortens supplerende høringssvar. På baggrund af det supplerende høringssvar finder Ankestyrelsen ikke anledning til at rejse en tilsynssag.
- Vi lægger vægt på kommunens oplysninger om de tiltag, som kommunen har foretaget på baggrund af advokatundersøgelsen og oplysningerne om kommunens ændrede praksis på de omhandlede områder, fremgår det af brevet fra Ankestyrelsen til Fredericia Kommune.
Kommunens borgmester Steen Wrist (S) er glad for at have modtaget Ankestyrelsens anerkendelse.
- Jeg noterer mig med tilfredshed, at det har været godt nok, det arbejde vi har gjort i kommunen for at rette op. Det er vigtigt for mig at slå fast, at Ankestyrelsen jo ikke siger, at der ikke har været fejl, siger han.
Mundtlige bud er fortid
Grunden på Argentinervej ligger lige ud til Lillebælt og var en attraktiv grund, som flere var interesserede i på det tidspunkt, Jacob Bjerregaard købte grunden.
Den tidligere borgmester kom med et mundtligt bud på grunden, og derefter fik andre interesserede at vide, at nu var grunden solgt, selvom der lovpligtigt skal være et skriftligt bud, for at buddet er gældende.
Ifølge Fredericia Dagblad viste byggesagen sig desuden også at handle om, at byggeansøgningen til grunden kom frem senere end en skæringsdato, som ændrede på bygningsreglement.
Avisen skriver også, at der har været seks handler med byggegrunde, der er foretaget efter samme procedure.
- Vi har fået ændret på, hvordan byggegrunde bliver handlet, så der nu skal ligge et skriftligt bud. Vi har også ændret, så vi lever op til journaliserings- og notatpligt som offentlig myndighed, siger Steen Wrist (S), der kalder det for 'meget alvorligt', at man tidligere havde en kultur, hvor der pligten ikke blev overholdt.
Jacob Bjerregaard afviser at have kendskab til, at der var andre interesserede, og at købet var baseret på en ulovlig instruks. I et notat fra undersøgelsen fremgår det, at den tidligere borgmester skulle have bedt salgschefen i 2016 om at 'få det til at ske', da han lagde et bud på grunden.
Fem hængepartier i borgmestersagen
1. Sydøstjyllands Politi har efterforsket, om daværende borgmester Jacob Bjerregaard og daværende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe havde en ”relation af nær karaktær”, som gjorde dem inhabile. Kritikken har kørt på, at de ikke informerede økonomiudvalget om, at der var en mistanke om dette. Anklagemyndigheden vurderer nu, om der skal køre en retssag mod Bjerregaard og Zacho-Broe.
2. Til juni skal en voldgift afgøre, om kommunen havde ret til at bortvise og fyre den daværende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe uden løn. Hun og DJØF kræver, at hun får udbetalt 18 måneders løn, tæt på tre millioner kroner.
3. Sydøstjyllands Politi har efterforsket et læk af fortrolige dele af kommunens advokatundersøgelse. Anklagemyndigheden skal nu vurdere, om sagen skal i retten.
4. Ankestyrelsen undersøger fortsat, om tidligere byrådsmedlem Lars Ejby Pedersen (S) var inhabil, fordi hans kone var koncernchef for familieafdelingen i Fredericia Kommune.
5. Sydøstjyllands Politi har efterforsket, om loven blev brudt, da eks-borgmester Jacob Bjerregaard og hans kone i 2016 sikrede sig en attraktiv byggegrund. Nu skal anklagemyndigheden vurdere, om sagen skal i retten. Denne sag kører uafhængigt af Ankestyrelsens undersøgelse.