Falck vil betale bod til Bios - hvis skader kan dokumenteres
Hvis konkursboet efter Bios kan dokumentere, at Falck med sin ageren har skadet Bios, vil Falck betale kompensation.
Hvis konkursboet efter ambulancetjenesten Bios i Danmark kan dokumentere, at Falck har gjort skade på dens forretning, er Falck klar til at betale kompensation.
Det skriver Falck i sit regnskab for 1. kvartal 2019, der blev offentliggjort tirsdag morgen. Her præsenterer Falck et "selfcleaning-program" med navnet Clear.
Et af programmets tre initiativer er, at Falck vil "yde kompensation til de parter som har lidt forudsigelige og dokumenterede tab som følge af Falcks handlemåde". Hvordan det skal dokumenteres nævnes ikke specifikt.
Programmet er en del af en "kulturel turnaround", som direktør Jakob Riis beskriver det i forbindelse med regnskabet.
Falck har tidligere i år fået en afgørelse imod sig i Konkurrencerådet.
Rådet fandt, at Falck efter i 2014 at have mistet ambulancedriften i Region Syddanmark misbrugte sin dominerende stilling i markedet til at drive konkurrenten Bios ud.
Ifølge Konkurrencerådets rapport brugte Falck en fordækt kommunikationskampagne for at skabe uro omkring Bios og skabe tvivl om, om det kunne løfte opgaven.
Samtidig arbejdede Falck aktivt for at hindre, at ambulancereddere skiftede til Bios, der dermed havde store problemer med at rekruttere og leve op til sin kontrakt.
- Kendelsen var pinlig, siger Jakob Riis i forbindelse med regnskabet.
I Falcks regnskab kan man læse, at omsætningen er faldet med 1,5 procent til 3,5 milliarder kroner. Det skyldes ifølge Falck færre abonnementer og frasalg.
Det er særligt den afdeling, som hedder Falck Assistance, der hjælper nødstedte bilister, hvor væksten går baglæns. Også den klassiske ambulancedrift har indbragt færre kroner.