Stærk runde sender Højgaard frem i PGA-turnering
Golfspiller Nicolai Højgaard fra Billund leverede en stærk runde sent fredag dansk tid i PGA-turneringen Rocket Mortgage Classic i Michigan.
Han brugte således blot 65 slag på anden runde, hvilket svarer til syv slag under banens par. Kun fire spillere med 64 slag var bedre end Højgaard på dagen.
Nicolai Højgaard lå et godt stykke tilbage i stillingen efter at have brugt 71 slag torsdag, men runden fredag sender ham frem på en delt 15.-plads før weekendens finalerunder.
Nicolai Højgaard er en af de fire golfspillere, der torsdag blev valgt til at repræsentere Danmark ved OL i Paris.
Turneringen i Michigan har en samlet præmiesum på 9,2 millioner dollar, svarende til 64 millioner kroner.