Lokale butikker frygter ikke Danmarks største butiksområde som nabo

Projektdirektør Anders Bech Mathiesen fra Daugaard Pedersen mener ikke, at det lokale butiksliv bliver svækket af det nye butiksområde. Foto: Ole Møller TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

To sydjyske erhvervsudviklere vil opføre en kæmpe Retail Park på en mark mellem Grindsted og Billund. Når den er helt færdig, har den et samlet areal på 160.000 kvadratmeter.

Frygten for butiksdød og gabende tomme midtbyer bliver ofte nævnt som en konsekvens, når der bliver bygget et storcenter i udkanten af en by.

Men i Billund og Grindsted hilser det lokale handelsliv planerne om at etablere et stort udendørs butiksområde mellem de to byer velkommen.

- Vi har ikke bekymringen her i Billund. Det er fordi, at mange af de butikker der kommer i det nye center, ikke er butikker, vi har i Billund i forvejen. Så vi frygter ikke, at det tager en masse handel fra os, siger Torben Christiansen, der er formand for Billund Handelsforening.

Torben Christiansen, Formand Billund Handelsforening glæder sig til det ny butiksområde. Foto: Ole Møller, TV SYD

Heller ikke i Grindsted frygter de, at det giver tomme butikslokaler i midtbyen. 

- Jeg tror, det kan smitte af på hele området, så på den måde er vi positive overfor det. Jeg håber, at vi kan gøre os attraktive, så vi kan få kunderne ind i midtbyen også, fortæller Jonas Pedersen, formand for Grindsted Handel.

Jonas Pedersen håber, det kan betyde flere kunder i Grindsted midtby. Foto: Ole Møller TV SYD

Analyser viser et behov

Det er de to udviklere Hanssen Ejendomme og Daugaard Pedersen, der vil åbne butiksområdet mellem de to byer.

Det gør de, fordi deres analyser viser, at det kan betale sig at placere et stort butiksområde lige netop der.

- Vi kommer ikke med et storcenter, der konkurrerer med bymidten. Det, vi kommer med, er noget, der kan supplere den handel, der er i bymidten i forvejen. Vores analyser viser også, at en stor butikspark trækker handlen tilbage til lokalområdet, siger Anders Bech Mathiesen, der er projektdirektør hos Daugaard Pedersen i Kolding.

Retail Park

  • Området har et samlet areal på 160.000 kvadratmeter.

  • Omkring en tredjedel skal anvendes til butikker.

  • Butikkerne skal have en minimumstørrelse på 500 kvadratmeter.

Kilde: Projektmagerne

Kunderne kører til andre byer

Både i Grindsted og i Billund har butikkerne i årevis kæmpet med, at kunderne har valgt at handle i de større omkringliggende byer som Kolding, Vejle og Esbjerg.

Men hvis lokalområdet fremover kan tilbyde de samme store kædebutikker, tror de på, at det kan blive positivt for handelslivet.

- Alternativet er jo, at folk kører ud af kommunen og placerer handel der. Vi håber jo på, at det her kan være med til, at nogen kører til Grindsted i stedet for, siger Jonas Pedersen fra Grindsted Handel.

De 160.000 kvadratmeter ligger placeret på Vejle Landevej få kilometer udenfor Grindsted og under 10 kilometer fra Billund. Foto: Privat

Ingen navne endnu

Ifølge de to erhvervsudviklere har de allerede tilsagn fra flere store kæder, der gerne vil være en del af området.

Men før det hele kan blive realiseret, skal hele projektet først behandles politisk i Billund Kommune.

Falder det på plads, kommer den første spade i jorden i 2025, og de første butikker flytter herefter ind i 2026.

Kommunen mangler læger, men loven forhindrer hende i at starte praksis

Nadja Westergaard er en af de tre speciallæger, der fra 2026 ønsker at åbne en klinik i Tønder. Foto: BL
M
Udgivet

Tre læger er snart færdiguddannede og ønsker at åbne fælles praksis i Tønder, der af Region Syddanmark er udpeget lægedækningstruet. Men lovgivningen bremser dem.

Region Syddanmark har for nyligt udpeget Tønder Kommune som en lægedækningstruet kommune. Altså kigger kommunen ind i mangel på læger.

Som også omtalt i Fagbladet Boligen, står der heldigvis tre læger klar til at åbne egen praksis i Tønder, når de i 2026 er færdiguddannede speciallæger i almen praksis.

- Vi har fundet et sted, som vi synes er ideelt. Den ligger centralt, tæt på offentlig transport, tæt på centrum og så ligger der et plejecenter lige ved siden af grunden. Så dem der særligt bruger lægen, kan hurtigt komme derhen, fortæller Nadja Westergaard, der er en af de tre læger.

Tønder Andelsboligforening, som har grunden, står ligeledes klar til at opføre et lægehus. Der er allerede tegnet en skitseplan, så lægehuset fremstår ideelt til nutidens behov.

Dermed ligner situationen en win-win-win: Tønder afhjælper lægemangel, lægerne får deres praksis og Tønder Andelsboligforening får besat grunden.

Men sådan er det ikke.

- Som lovgivningen er nu, må vi ikke opføre et lægehus. Det er jo lidt mærkeligt, når vi før har hjulpet samfundet ved at lave børnehaver og plejehjem, som vi har gjort for kommuner, forklarer teknisk chef i Tønder Andelsboligforening, Brian Skou Juhler Larsen.

Skitse over området, som lægehuset i Tønder er tiltænkt at indgå i. Lægehuset er placeret mod venstre midt i billedet. Foto: Salus/Tønder Andelsboligforening

At lægerne står til at blive bremset i deres ønske om at tilføre Tønder Kommune tre tiltrængte læger ærgrer dem.

- Jeg er ked af forhindringerne, og synes det er ærgerligt. Jeg tænker, det er relativt unikt med tre nyuddannede læger, der kan sikre lægedækning i over 20 år, så det vil være en skam, hvis ikke man kan løse det, fortæller Nadja Westergaard.

Hun beretter videre, at hende og de to øvrige læger har kig på to øvrige potentielle bygninger, men da de allerede står bygget, er de ikke indrettet ideelt efter behovene for et lægehus.

- Sammentænk sundhedsreformen og boligaftalen

Hos Tønder Andelsboligforenings tekniske chef, er håbet og appellen, at der på politisk plan bliver kigges ind i problemstillingen.

- Det er vigtigt, at man tænker den kommende sundhedsreform sammen med den nye boligaftale.

- Sundhedsreformen lægger op til mere nærhed, og det skal jo hænge sammen med den boligaftale der kommer. Der er det væsentligt, at man indarbejder, at os i den almene sektor får mulighed for at opføre sundhedshuse, lyder det fra Brian Skou Juhler Larsen.

Brian og Tønder Andelsboligforening har rettet kontakt til Tønder Kommune, og et møde er planlagt i november. Her vil man se på, hvordan man kan indtænke hele området i et kommende lægehus og ikke mindst diskutere kommunens syn på sagen.

Halskæde solgt som "unikt design" fundet på kinesisk webshop

Grafik: Michael Nielsen
Udgivet

Håndlavet vikingehalskæde med unikt design, det var hvad Villy Kim Lauridsen brugte mellem 600 og 800 kroner på. Han blev dog slemt skuffet, da han fandt en identisk halskæde på Wish til omkring 150 kroner.

Da Villy Kim Lauridsen fra Outrup ved Varde bestilte en vikingehalskæde fra en svensk hjemmeside, så han frem til at gå med det "unikke design", som hjemmesiden havde reklameret med.

Villy Kim Lauridsen. Foto: Privatfoto

Samtidig opdagede Villy Kim Lauridsen, at han kunne købe en identisk halskæde på den kinesiske hjemmeside Wish.

- Jeg blev selvfølgelig forarget. Jeg kunne få den samme halskæde for 5 kroner, tror jeg. Hvis jeg havde vidst, at smykket kunne købes på Wish, så tror jeg ikke, at jeg havde købt det, siger Villy Kim Lauridsen.

Selv handler Villy Kim Lauridsen en gang imellem fra den kinesiske hjemmeside Temu.

- Jeg har for nylig købt en Ringenes Herre-figur, som, jeg faktisk synes, er i rigtig god kvalitet, siger Villy Kim Lauridsen, som betalte omkring 250 kroner for figuren.

Mangler gennemsigtighed

Det, der virkelig er Villy Kim Lauridsens anke, er, at han flere gange har oplevet at finde varer på Wish og Temu, som er næsten identiske med varer, han skal betale meget mere for.

- Jeg mistænker virkelig, at nogle butikker køber varer hjem fra Kina til billige penge og sælger dem meget dyrere til os forbrugere. Jeg synes, man som forbruger bliver ført bag lyset, siger Villy Kim Lauridsen.

Grafik: Michael Nielsen

Han påpeger, at det nødvendigvis ikke er et problem, at varerne stammer fra Kina.

- Man må bare acceptere, at produktionen af mange varer kommer fra Kina, men så bør prisen også stemme overens, så jeg som forbruger ikke føler mig snydt, siger Villy Kim Lauridsen.

Derfor køber han heller ikke Dansk Erhvervs udtalelse om, at bare fordi det ligner, er det ikke nødvendigvis det samme produkt.

- Den tror jeg ikke helt på. Der er så mange varer, som bliver produceret i Kina, så hvorfor skulle man lave to forskellige Ringenes Herre-figurer, der ser identiske ud, men som i virkeligheden ikke er det, når det kommer til stykket? Det giver ikke mening, siger Villy Kim Lauridsen.

Told, moms og lønninger

Fagchef for produktregulering, Betina Schiønning, minder om, at de danske butikker har udgifter til moms, told og løn i Danmark.

Samtidig bruger de store summer på kontrol med underleverandører i for eksempel Kina.

- Det er en omkostningsfuld affære at sælge varer, der er dokumenteret lovlige. Det koster at lave kontrol, at teste og få andre til at teste, siger Betina Schiønning.

Samtidig minder projektleder i Forbrugerrådet Tænk, Christel Søgaard Kirkeby, om, at det handler om at være sikret som forbruger.

I Danmark og EU er der krav om sikkerhed, uønsket kemi og mærkning, som europæiske importører og butikker skal overholde. Men sådan er det ikke for de udenlandske spillere.

Og Forbrugerrådet Tænk har i flere test set flere eksempler på varer inden for en lang række varegrupper, som ikke lever op til de europæiske krav, fortæller Christel Søgaard Kirkeby til TV 2.

I sidste uge var erhvervsminister, Morten Bødskov (S), ude at sige, at han vil have skærpet kontrollen med varer fra internetbutikker som Wish og Temu. Det skal gøres for at skærme danske forbrugere fra potentielt farlige og ulovlige produkter.

Det skal ske med et kunstigt intelligent værktøj, der kan screene hjemmesiderne og på baggrund heraf eventuelt forbyde produkterne.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.