Verdensomspændende it-nedbrud påvirker flere lufthavne og beredskaber
Globalt it-nedbrud har ramt lufthavne og banker i Australien. Også USA og Tyskland er ramt. Billund Lufthavn og DSB er for nu ikke påvirket af nedbrud.
Massenedbrud hos Microsoft påvirker hele verden.
De første meldinger om problemer kom fra Australien, hvor blandt andet politiet, supermarkeder og lufthavnene i Canberra og Sydney er ramt.
Det skriver det australske medie ABC News på sin hjemmeside.
Ifølge det britiske medie BBC er flyselskaber i USA også ramt, ligesom aktiehandlen i London er påvirket.
I Tyskland er al trafik til og fra Berlin Lufthavn indstillet foreløbigt indtil klokken 10.00 på grund af tekniske problemer. Også Schiphol-lufthavnen i den hollandske hovedstad, Amsterdam, er påvirket.
Der er tilsyneladende tale om et globalt nedbrud, som skyldes en opdatering af antivirusprogrammet CrowdStrike. Opdateringen får computere, der bruger Microsofts styresystem Windows 10, til at gå ned.
Billund Lufthavn ikke påvirket
Billund Lufthavn er indtil videre ikke blevet påvirket af det globale it-nedbrud.
Det siger presseansvarlig Dan Prangsgaard til TV 2.
- I talende stund er der ikke noget hos os, siger han.
DSB er ikke påvirket
DSB er ikke blevet påvirket af det globale it-nedbrud.
Det fortæller pressemedarbejder Karin Ryø Borberg til TV 2.
- Det er vi ikke, men vi holder øje, lyder det.