Førtidspensionist har skabt millionforretning på airfryer
Britt Andersen fra Grindsted bliver kaldt 'Airfryer-dronningen', og det er ikke uden grund. Hun topper nemlig bestsellerlisterne med sine kogebøger målrettet airfryeren, men vejen dertil har været udfordrende.
Det lå ikke ligefrem i kortene, at 56-årige Britt Andersen fra Grindsted skulle blive millionær, men sådan har Britt Andersens liv alligevel formet sig.
Som 28-årig blev hun tilkendt førtidspension grundet en diskusprolaps, men det fik hende ikke til at acceptere en tilværelse på ren og skær overførselsindkomst.
- Som førtidspensionist er man jo sat ud af spillet. Man har ikke noget arbejde, som man kan varetage, og jeg er bare den type, der gerne vil udrette noget. Jeg bliver sindssyg af bare sidde og glo, siger hun.
Lysten til at udrette noget har altid fyldt for Britt Andersen, og lysten har også spillet en vigtig rolle i det liv, som hun lever i dag.
Britt Andersen ligger nemlig i toppen af flere danske bestsellerlister med sin kogebog 'Airfryer-grundbogen', som i skrivende stund er den næstmest solgte bog hos Bog & idé.
- Nogle gange må jeg nive mig selv i armen. Det havde jeg slet ikke forstillet mig, for jeg er bare en ganske almindelig husmor fra Grindsted, siger Britt Andersen.
Årets julegavehit
Kogebogsforfatteren har til dato udgivet fire kogebøger med opskrifter målrettet airfryeren, men det var langt fra planen, da hun købte sin første airfryer for seks år siden.
- Jeg tror ikke, at jeg kendte nogen, der havde én dengang. Jeg har altid haft en køkkenmaskine-fetich, så jeg tænkte, at sådan én skulle jeg prøve, siger hun.
Og lige siden har hun fået brugt den og mange flere flittigt.
I virkeligheden kan man betegne Britt Andersen som lidt af trendsætter, for hvad, der bare skulle have været et nemt køkkenaggregat til campingvognen, er på syv år endt med at blive hvermandseje.
I 2023 blev airfryeren nemlig den mest populære julegave ifølge Coop.
- Airfryeren er en suveræn nummer et. På en top 20 over de mest solgte isenkram-varer har forskellige mærker airfryer 14 pladser, sagde informationsdirektør i Coop, Jens Juul i en pressemeddelelse fra Coop, i december 2023.
Også hos Imerco var køkkenmaskinen yderst populær. Her oplevede isenkramkæden en femdobling af køb af airfryers i december 2023 sammenlignet med samme tidspunkt året forinden.
'Airfryer-dronningen'
At airfryeren skulle gå hen og blive årets julegavehit kommer dog ikke bag på Britt Andersen.
- For det første, så er den jo hurtigere end en ovn. Den tilbereder maden hurtigere, fordi den ikke skal forvarme, inden man bruger den. Og så kan den spare én for pandestegning, for den holder alt fedt, sprøjt og lugt inde. Den kan bare noget helt særligt, siger hun.
Kærligheden til airfryeren begyndt hun allerede tidligt at dele med omverdenen. I en alder af 50 år delte hun nemlig for første gang sine airfryeropskrifter på Facebook, og derfra tog det fart.
I dag - seks år senere - har hun over 250.000 følgere i sin Facebook-gruppe og 200.000 solgte oplæg i Danmark og i Sverige.
- Det er egentlig ikke noget, jeg mærker til. Jeg bor stadig i det samme gamle hus og kører stadig i min gamle Citroën C1’er. Men jeg er bare glad for, at jeg kan forsørge mig selv og ikke skal tænke over, om det kan hænge sammen, siger Britt Andersen, der også bliver kaldt 'Airfryer-dronningen' på Facebook.
Julegavehit forbliver sjældent de samme år efter år, og selvom 'Airfryer-dronningen' i dag lever godt af interessen for køkkenmaskinen, så hopper hun ikke videre til det næste "nye", selvom interessen skulle falde for airfryeren.
- Jeg vil kun lave det her. Det er det, som jeg brænder for. Det har ikke været for pengenes skyld, at jeg kastede mig over det, men når jeg kunne tjene penge, ville det være dumt ikke at gøre det, når jeg alligevel ville lave opskrifterne. Når det er sagt, så tror jeg ikke, at jeg falder over et andet køkkenudstyr. Jeg er pioner inden for det her felt, så det bliver jeg ved med at være, siger hun.