Russisk mand sigtet for besiddelse af sprængstof bliver bag tremmer
Billund Lufthavn blev i april evakueret, da mand indleverede genstand og sagde, at den indeholdt sprængstof.
Fængslingen af en 37-årig russisk mand, der er sigtet for at have fremstillet og transporteret sprængstof samt detonatorer, er blevet forlænget i tre uger.
Det oplyser anklager Bettina Wagner, efter at der torsdag morgen har været retsmøde i Retten i Kolding om den fortsatte fængsling af manden.
Noget af sprængstoffet blev indlevet til politiet Billund Lufthavn 20. april i år, hvilket betød, at lufthavnen blev evakueret.
Kendt som Satans mor
Konkret er manden sigtet for at have fremstillet mindst et kilo sprængstof samt detonatorer, der blev indleveret til politistationen i Billund Lufthavn, samt at have fremstillet og transporteret mindst to kilo sprængstof til Åstvej i Billund.
De i alt tre kilo sprængstof, som manden er sigtet for at fremstille, indeholdt TATP, der er et meget ustabilt stof, der også er kendt under navnet "Satans mor".
Den russiske mand blev anholdt, efter at han 20. april 2024 indleverede en genstand til politiet i Billund Lufthavn.
Ved indleveringen tilkendegav han, at genstanden indeholdt sprængstof.
Hæveautomat sprængt i luften
De to kilo sprængstof, som manden er sigtet for at fremstille og transportere til Åstvej i Billund, blev ifølge sigtelsen brugt til at sprænge en hæveautomat omkring klokken 04.00 20. april i år.
Det skete med henblik på at få adgang til hæveautomaten, hvilket imidlertid ikke lykkedes.
Manden har siddet fængslet siden april.
Det oprindelige grundlovsforhør foregik bag dobbeltlukkede døre, hvorfor sigtelsen mod manden ikke blev offentliggjort, men i starten af november oplyste Sydøstjyllands Politi om sigtelsen i en pressemeddelelse.
Den 37-årige er også sigtet for tyveri af en cykel samt overtrædelse af våbenbekendtgørelsen, fordi han var i besiddelse af en gasspray og en lommelygte med indbygget strømpistolfunktion.
Derudover er han sigtet for at have begået et indbrud.