Asbestnedfald bekymrer stadig i Grindsted: - Der er ingen risiko
Siden Brians Renovation brændte for snart fem uger siden, har Grindsted været plaget af asbest. Det vækker bekymring blandt naboerne, men ifølge kommunen er der ingen sundhedsrisiko.
Der er ingen sundhedsrisiko ved at opholde sig udendørs i Grindsted, efter en storbrand i Brians Renovation for snart fem uger siden sendte store mængder af asbest over byen.
Sådan lyder det i et skriftligt brev til de nærliggende beboere til industribranden i Grindsted den 10. marts.
Men på den anden side af den vej, hvor Brians Renovation lå, bor Stine og Kristian Meldgaard. De er ikke overbeviste om, at de kan føle sig trygge.
- Vi skulle komme al affald fra branden i poser og binde en knude på dem for så at aflevere det til asbestaffald på kommunen. Så der må jo være asbest i. Vi er ikke trygge ved det, siger Stine Meldgaard.
Lettelse for Brians Renovation
For Brian Petersen, der er direktør for Brians Renovation i Grindsted, har branden været en voldsom oplevelse, der stadig sidder i kroppen på ham.
- Det har været hårdt. Jeg mener, at jeg er blevet meget ældre af det. Jeg har været helt brugt i hovedet, når jeg kom hjem, siger han.
Derfor var nyheden om, at der ikke er nogen sundhedsrisiko forbundet med asbestudslippet, en lettelse for ham.
- Der faldt en sten fra hjertet, da vi fik det at vide. Det gav noget glæde - både for mig og for de ansatte, siger Brian Petersen.
Ingen sundhedsrisiko
Karl Grundahl, der er afdelingsleder for erhverv og affald ved Billund Kommune, understøtter, at der ikke er sundhedsrisiko forbundet med asbestnedfaldet.
- Der er ikke grund til bekymring, siger han.
Omvendt kan han godt forstå, hvorfor borgerne alligevel fortsat er skeptiske.
- Når vi i så lang tid har meldt ud, at der måske var en risiko - og så trækker det tilbage - så giver det sig selv, at borgerne er bekymrede.
I Danmark har vi ikke nogle officielle afgrænsninger for, hvor meget asbest der må være i et givent område.
Det har man til gengæld i Holland. Her hedder grænseværdien, at der maksimalt må være 100 milligram asbest per kilo jord.
I Grindsted har man taget prøver på i alt 12 adresser, og her fandt man asbest i halvdelen af dem.
Blandt dem, der var positive, fandt man, at mængden af asbest lå mellem 0,17 og 3,5 milligram asbest per kilo jord. Altså noget under hvad man vurderer kan udgøre en risiko ifølge den hollandske model.
Vil sælge huset og flytte
Kristian Meldgaard, der bor sammen med Stine Meldgaard overfor Brains Renovation, hvor branden hærgede, lider af en lungesygdom, og derfor kan asbest være det rene gift for ham. Han er heller ikke tryg ved situationen.
- Jeg skal passe på mig selv. Jeg tror ikke, det er særligt godt for mig i hvert fald, siger han.
Faktisk er ægteparret så utrygge, at de overvejer at sælge huset og flytte et andet sted hen. Det kan dog blive en udfordring.
- Vi kan jo ikke bare sælge huset. Der er ikke nogen, der vil bo her, hvor der har været asbest, siger Stine Meldgaard.