2,5 kilo står der.

Klonk, lyder det i den anden ende.

Og så flytter barometeret sig. Ganske langsomt mens de 150 elever på Rejsby Europæiske Efterskole hælder resterne af frokosten ned i den grønne spand. 

- Shit, 7,3 kilo, siger Mai Dyrhave og skæver op til skærmen for enden af spisesalen, mens bordets madspilsskål tømmes for indhold.

Slask.

Kylling, kartofler, coleslaw og brød most sammen med tomatsovs i et stort madspilds-mix. 

Men et meget mindre madspild end for bare tre måneder siden. 

Over 100 kilo mindre om måneden

Køkken

I køkkenet er Mia Sand og Villads Wideman Grue hoppet i den røde køkkentjans-t-shirt. 

Lige udenfor står der stadig 2,5 kilo på skærmen.

Klokken er 11.30, og der er en time til, at frokostfadene bliver sat på buffetbordene. Halvanden time til at vægten begynder at stige på den lilla skærm.

Siden sommer har Calus Bogh Christensen styret slagets gang som køkkenleder på Rejsby Europæiske Efterskole. 

I slutningen af september fik han indført vejning af rester fra måltiderne, og i november blev den koblet til en skærm udviklet af virksomheden "Madspildskrigerne", der giver et direkte billede af, hvor mange kilo mad der bliver smidt ud, hvorvidt målet opnås og i så fald hvor mange dage i træk, det er lykkedes.

I dag står der "0" under streaks, som man kender det fra Snapchat.

Det var den nye køkkenleder, der fik idéen.

- Vi har gjort det, fordi vi som efterskole vil tage et ansvar inden for madspild og bæredygtighed, siger han og fortæller:

- I oktober havde vi 230 kilo madspild på en måned. I november satte vi et mål om at komme under 160 kilo, og det nåede vi.

Siden er målet sat ned løbende. Hvor meget madspild efterskolen oplever, må du vente lidt med at høre.

Mia Sand er 16 år. Hun har fået bagetjansen og er ved at forme gulerodsboller til eftermiddagsservering.

- Det er fedt at være med i køkkenet. Vi lærer at være selvstændige på efterskolen, og når vi kommer hjem, har vi også lært, hvordan man spiser bæredygtigt, siger hun.

I den anden ende står Villads Grue på 16 år og skærer brød til frokosten. 

- Det er fedt, at bæredygtighed er i fokus. Rigtig meget kommer fra lokalmiljøet, vi laver alt fra bunden og lærer at bruge resterne igen, siger han.

På værelset

Mens Mia og Villads gør klar til en bæredygtigt frokost, sidder Victoria Thorning og Laurits Sunding på et tremandsværelse med et par kammerater. De slænger sig i sengene og taler om dét, enhver gruppe unge mennesker får undervisningspausen til at gå med: klimaet selvfølgelig.

Sidste år viste en undersøgelse blandt 19 til 27 årige, at det, de bekymrede sig mest om, var klimaet. Også blandt de lidt yngre efterskoleelever på værelset i Rejsby er der store bekymringer forbundet med fremtiden.

- Jeg tænker på klimaet i hvert fald én gang om dagen. Måske ser jeg noget på sociale medier, hører en sang eller på en anden måde overvejer, hvor meget vi egentlig er på vej i den forkerte retning, siger 16-årige Laurits Sundin.

For Victoria Thorning, der også er 16 år, fylder bekymringerne så meget, at hun har taget en stor beslutning for sin egen fremtid.

- Jeg skal ikke have børn. Jeg har ikke lyst til at putte børn ind i den her verden, som den ser ud lige nu. Jeg kender ikke fremtiden, og det skal mine børn ikke udsættes for, siger hun stålfast.

Flere af elevernes venner har klimaangst og kan opleve voldsome panikanfald, fordi de er så bange for klimaforandringerne. Det har ingen af de unge på værelset prøvet.

- Jeg er ikke bange, men jeg er bekymret. Det gør mig da urolig, at det ender med at dræbe os allesammen. Det er ekstremt at tænke sådan, det ved jeg, men jeg tror, vi når dertil på et tidspunkt, forklarer Laurits Sundin.

De forsøger sig alle med forskellige tiltag. Laurits sorterer sit affald, køber næsten kun genbrugstøj og bruger det indtil, det er så slidt, at det ikke kan mere. 

Victoria er aktiv i NGO'en Fridays for Future, der arbejder for politisk handling på klimaområdet, hun vælger altid offentlig transport og spiser ofte plantebaseret derhjemme.

Men der er lige dét med tøjet.

- Det går det ikke så godt på det punkt. Jeg bliver fristet af at købe nyt tøj, og så får jeg dårlig samvittighed og tænker: Havde jeg virkelig brug for dét? Selvfølgelig skal man give sig selv lov en gang i mellem, men når det kommer til klimakrisen, kan man bare ikke rigtig sige: Nu har jeg gjort mit, siger hun og understreger:

- Klima er bare megavigtigt for mig, for vi har kun én jordklode. 

Til frokost

Og så er vi tilbage til frokosten. Metalklokken giver et ding fra sig og sender sultne teenagere op til de to fyldte buffeter. 

De 2,5 kilo madspild er på vej til at vokse.

20 kilo kylling, 42 kilo kartofler og 25 kilo grøntsager.

For enden af alle bordene står den hvide skål, som madresterne skal skrabes over i, når frokosten er slut. Bortset fra på ét af bordene

- Vi får ikke brug for den, siger 14-årige Johan Sihm og afleverer skålen til køkkenpersonalet.

Ved bordet har de nemlig besluttet, at der ikke skal genereres den mindste smule madspild til frokosten. 

Ved buffeten er 14-årige Vera Ehlers ved at fylde mad på sin tallerken. Hun sidder ved samme bord som Johan Sihm.

- Jeg tager små portioner, for man kan jo bare gå flere gange, siger hun. 

For Claus Bogh Christensens fokus på at mindste madspild er noget, der har gjort indtryk på eleverne.

- Jo længere hen vi er kommet på året, er vi bare blevet bedre. Vi er virkelig begyndt at tænke over det, nikker hun.

Lidt længere nede i spisesalen sidder 17-årige Mai Dyrhave. Ved deres bord er tallerknerne ved at blive tømt ned i madspildsskålen, der har fået en lille top på.

- Shit, 7,3 kilo, siger Mai Dyrhave og skæver op til skærmen for enden af spisesalen, mens hun bevæger sig mod den grønne madspildsspand med bordets skål. 

- Skærmen gør det meget visuelt. Det minder jo lidt om, at vi skal tage os sammen, siger hun og forklarer, at hun er begyndt at tænke meget mere over madspild, når hun er hjemme hos sine forældre.

Ding.

Klokken 13.30 standser barometeret, mens de sidste elever forlader spisesalen for at gøre sig klar til en omgang fælles høvdingebold.

8,6 kilo står der.

Om 407 gram er det daglige mål overskredet.

Men det månedlige madspild startede på 230 kilo i oktober sidste år. På en måned smider efterskolen nu cirka 85 kilo madaffald ud. 

- Skærmen gør det synligt for eleverne, at de kan gøre en forskel. Og det er dem, der er vores fremtid, siger Claus Bogh Christensen og kører de sidste rester fra buffeten væk, så de kan bruges til noget andet.